Af Nikolaj Steen Møller

Okay. Jeg forstår, hvorfor Queens ’We Are the Champions’ er blevet uundværligt inventar, når nogen har vundet et trofæ og et sæt medaljer i sport.

Jeg accepterer det ikke, skal det siges. Som fan af et fodboldhold med rimelige mængder succes i de seneste år har jeg hørt den temmelig mange gange efterhånden, uden selv at eje en plade den er på, og ligesom man ikke kan slippe af med skaldyrallergi ved at proppe sig med mere og mere hummer, så er det kun lykkedes at hade sangen stadig mere i årene, der er gået.

Men jeg forstår det.

Hvad jeg til gengæld ikke begriber et ord af er, hvorfor Abbas ‘The Winner Takes It All’ igen i dag efter pokalfinalen tordnede ud over højttalerne som en hyldest til Esbjergs vindere. Hvad den har gjort år efter år efter år.

DBU, I der arrangerer finaler: Hvad i himlens navn tænker I på?

But tell me, does she kiss
Like I used to kiss you?
Does it feel the same
When she calls your name?
Somewhere deep inside
You must know I miss you
But what can I say
Rules must be obeyed

God morgen, Allan og Jim. Begynder noget at dæmre her? Det her er ikke ‘We Are the Champions’, vel. Det er en dybt dyster sang om smerten, sorgen, savnet og frustrationerne, når kærligheden er død og mennesker skilles. Skrevet af Björn Ulvaeus, og sunget af Agnetha Fältskog, der – stop mig hvis I har hørt den her før – selv var ved at blive skilt på det tidspunkt. Fra hinanden.

Er det omslaget, der forvirrer?

 

Fair nok.

Men behøver det virkelig være pakket ind sådan her, før det står klart, at det er alvor?

 

Og I spiller temmelig højt derinde. Er ordene helt umulige at høre?

I was in your arms
Thinking I belonged there
I figured it made sense
Building me a fence
Building me a home
Thinking I’d be strong there
But I was a fool
Playing by the rules

I tror måske, det handler om dagens taber? At det er Colin Todds blues? Hans vemod over at blive skiftet ud med John Faxe for et par år siden, efter at have slået sig ned i et pænt hus i Randers og have bygget et stakit ud til vejen? “Playing by the rules” – skulle det handle om hans manglende P-licens?

The judges will decide
The likes of me abide

Er det om Kenn Hansen? Der var altså aldrig straffespark.

Spectators of the show
Always staying low

Virkelig?

Eminent valg, DBU. Vi ville foreslå at supplere med Skeeter Davis’ ‘The End of the World’, Red House Painters’ ‘Katy Song’ eller måske Billie Holidays ‘I’m a Fool to Want You’ til at gøre festen endnu festligere næste gang, men formoder at der allerede er styr på det.

Men skulle det nu være, så er her en samling andre ulykkelige Abba-numre til inspiration. De er sorteret i en rækkefølge fra ‘mildt vemod’ til ‘strømme af salte tårer’. Sådan er masser af Abbas bedste sange nemlig: sukkersøde melodier med en bitter kerne af tragik. Jeg glæder mig til at fejre en københavnsk pokal i 2014 til linier som “Like the embers as they die, love was one prolonged goodbye”. Medmindre nogen får konfettien ud af ørerne inden.