Det var Eminem-året, endelig var det Eminem-året, men han er kun nævnt i en enkelt sætning i bloggernes højdepunkter fra 2018, hvor vi kommer bredt rundt, både i genrer og på scener.

Danni Travn – Charlotte Gainsbourg, Avalon
En anelse overlappende med årets rapkæftede hovednavn, Eminem, lå spinkle og sky Charlotte Gainsbourg. Med sig havde hun en simpel sceneopsætning med lysstofrør, dødsmærkede sange om sin søster, far og Sylvia Plath, samt et band, der badede natten i sofistikeret disco.

Jesper Nykjær Knudsen – Nick Cave & the Bad Seeds, Orange
Kunstnersjæle i Nick Cave-ligaen er en uddøende race. Og vi blev ført ud i alle hjørner af hans mere end fire årtier lange karriere med The Bad Seeds denne fredag aften på Orange. Det ene øjeblik sad Cave solo ved klaveret og spillede ’Into My Arms’ så tyst og poetisk, at man næsten kunne høre lyden af gåsehud, der rejste sig ned gennem rækkerne. Og det næste eksploderede det hele i utøjlet vildskab, hvor Caves tro væbner, Warren Ellis, så ud til at være i noget nær korporlig infight med de instrumenter, han spillede. Et mangearmet monster af en koncert, hvor vanvid, skønhed, sorg, vrede, tro, håb og kærlighed hev og sled i sjæl og legeme. Intenst, intelligent og helt forrygende.

Bedårende I’m With Her.

Janus Køster Rasmussen – I’m With Her, Pavilion
Endnu en gang vil jeg anbefale alle at hægte sig på blogbroder Elsnab, når festivalen begynder, og jeg håber, han kommer til at bevæge sig rundt på pladsen med en hundrede meter lang hale af mennesker efter sig. Det år ledte han mig frem til supertrioen I’m With her med Sara Watkins, Aoife O’Donovan og vidunderbarnet Sarah Jarosz – et diskret dream team udi bluegrass, folk og roots. Koncerten kulminerede, da strømmen gik midt i sidste sang, den skønne ’Overland’, som gruppen fuldførte unplugged fra scenekanten – et vaskeægte Roskilde Moment™.

Niels Fez Pedersen – Bruno Mars, Orange
Fuldt koreograferet band, horn og kor. Showmanden landede i Roskilde med en kuffert fuld af disco-, soul- og funkhistorie. Og hits!

Totalteater og musikalsk opvisning – David Byrnes ensemble på Arena/Grøn.
David Byrne begejstrede på tredjedagen.

Nikolaj Steen Møller – David Byrne, Grøn
Hvert år er der helt bizarre oplevelser, og der er de helt forrygende – men kombinationen af de to er stadig pænt sjælden. Og det var med lidt bange anelser, at vi gik mod Grøn for at se David Byrnes på én gang minimale og ekstravagante opsætning. Omtalen var glødende – se for guds skyld filmen! – men hvad der er fedt i teatret, behøver jo ikke være det i et stort telt. Det var … eminent. Med et inspireret udvalg af totalteater, nye sange, covers og gyldne Talking Heads-klassikere lossede han vores røve og masserede vores hjerner.

Lydprøve med Oh Sees, formerly known as Thee Oh Sees. Bedre end det meste.

Peter Elsnab – (Thee) Oh Sees, Pavilion
Ja, måske var David Byrne rent faktisk den bedste koncert, men indimellem er en koncert bare den helt rigtige på et givent tidspunkt. Og det var Oh Sees torsdag hen mod midnat på en velpakket og festklar Pavilion-scene. Energisk, to trommeslagere i front, i gang før tid og en toptændt styrmand i John Dwyer, der virkede, som om han kunne spille potent og højoktan rockmusik i timevis. I stedet blev det til en times destilleret, sjælerensende smadderrock lige i fjæset. Tak for det.