2019 var et godt år. Robyn, Vampire Weekend, Sharon van Etten, The Cure, Janelle Monae, regnvejr, halm som det nye flis – og så var der alle bloggernes favoritter fra det år:
Rastløs rock fra Irland, latinsk sanselighed, en australsk overraskelse, en brasiliansk legende og en vital malineser.
Nikolaj Steen Møller – Fontaines D.C., Pavilion
Du må kende den følelse – at man rammer et band i det sekund, hvor de er i utæmmelig raketform lige opad. Som Suede, da de kom af ingenting. Som The Strokes. Dagene, hvor man ikke ved, om de bliver hurtigt modne eller bare brænder ud, og hvor det absolut ingen rolle spiller. Fontaines kom fra Dublin som en spændt fjeder af indebrændt frustration med et album, der stadig duftede nyt, og de var sensationelle, perfekt placeret første aften på Pavilion.
Jesper Nykjær Knudsen – Rosalia, Avalon
Det er virkelig en præstation at få et snavset, midtsjællandsk festivaltelt til at emme af elegance og latinsk sanselighed. Men det var præcis, hvad spanske Rosalia gjorde med et stramt komponeret og vildt gennemført show, formet omkring sit mesterlige album fra året før, ’El Mal Querer’, hvor hun opdaterer sit hjemlands flamenco-traditioner med virkemidler fra moderne, minimalistisk R&B. Flankeret af seks hvidklædte danserinder fik hun Avalon til at dampe af lidenskab, mens kastagnetter og 808-beats på skift smurte hofterne. Ren opvisning i musikalsk forførelse.
Danni Travn – Fatoumata Diawara, Avalon
Guitaren var rød, kjolen var hvid, og den bulede på midten. Det var en gennemført vital koncert, gravide Fatoumata Diawara gav i et ekstatisk Avalon, mens langt de fleste syntes at være tudset ned for at se Robert Plant. Hun takkede Fela Kuti og Nina Simone og ramte en nerve præcis mellem dem, når hun som lige dele hellraiser og historiefortæller headbangede med sine fletninger.
Niels Fez Pedersen – Jorge Ben, Orange
Endelig kom den brasilianske legende til festivalen. Fra ’Mais Que Nada’ til ’Ponte De Lanca Africano’. Khruangbin og Vampire Weekend var bedre musikalsk, men HAN VAR DER!
Janus Køster Rasmussen – Rolling Blackouts Coastal Fever, Pavilion
Hvis nogen den morgen havde fortalt mig, at jeg, inden dagen var omme, ville stå og tunggroove igennem til et australsk indierockband, ville jeg nok have tilladt mig at tvivle. Men Rolling Blackouts C.F. havde gode sange som ’Talking Straight’ og ’Bellarine’ med langvejs fra, som de svøbte i deres nærmest fetichistiske forhold til deres eget beat. Det var umuligt at stå stille. Det var umuligt ikke at brøle med på de sange, vi ikke kendte, da vi stod op den famøse morgen (Hey, Rosalia var også vidunderlig det år).
Peter Elsnab – Fontaines D.C., Pavilion
Pavilion! Hvor vil jeg dog savne den scene. Alle de små koncerter med nye bands, som man ofte ikke har set før på dansk grund. Som Fontaines D.C. denne sene onsdag aften. Ærgerligt, at rock og bands ikke rigtig er en ting på Roskilde længere, for det lød ellers, som om det var aldeles nødvendigt for irerne at stå på lige netop den scene lige netop den aften. Og det virkede på publikum, som om det var aldeles nødvendigt for dem at være foran lige netop den scene den aften. Poesi og indædt rockmusik, noget på spil, energi, rastløshed. En masse følelser var i spil, og publikum var med hele vejen til de levende sange fra debutalbummet. Hold op, hvor vil jeg savne lige præcis den slags aftener lige præcis det sted.
https://bloggersbychoice.dk/rf19/rf19-snapshots-stroetanker-og-eurekamomenter-onsdag/
https://bloggersbychoice.dk/rf19/rf19-snapshote-stroetanker-og-eurekamomenter-torsdag/
https://bloggersbychoice.dk/rf19/rf19-snapshots-stroetanker-og-eurekamomenter-fredag/
https://bloggersbychoice.dk/rf19/rf19-snapshots-stroetanker-og-eurekamomenter-loerdag/
Bloggers By Choice 