Kender du kun få af navnene på årets festivalplakat? Savner du inspiration til at finde hoved og hale i det omfattende program?

Så start her, med vores tips til store og måske uventede oplevelser. Vi har hver især valgt ét navn, vi allerede kendte og glæder os til, og ét navn der er nyt for os, og som vi ser frem til at checke ud. Og vi kommer omkring både belgiske klubbeats, mexicansk slagtøj og, jep, fordelingspolitisk hardcorerock.

 

NIELS FEZ PEDERSEN:

Det kender jeg allerede:

CHARLOTTE ADIGÉRY & BOLIS PUPUL (Eos, lørdag kl. 22.00)
Ghent i Belgien er hjemsted for producerne Soulwax, og når de ikke laver geniale remix (Fontaines D.C., Tame Impala, Warmduscher og mange flere), indspiller de bl.a. sammen med Charlotte Adigéry. Sangeren med rødder i Martinique er en skøn, nærmest tegneserieagtig figur, der passer perfekt til Soulwax’ kantede elektroniske sound. Debutalbummet ’Topical Dancer’ var et højdepunkt i 2022, hvor Charlotte Adigéry og makkeren Bolis Pupul vender klichéer på hovedet og uddeler håndmadder om køn, racisme og klichéer (!) tilsat et godt beat.

Det glæder jeg mig til at opdage:

SON ROMPE PERA (Gaia, onsdag, kl. 00.30)
Marimba er et dejligt instrument med en varm og beroligende klang. Men når det kommer i hænderne på Son Rompe Pera, sker der noget eksplosivt. Det mexicanske band kaster slagtøjet ind i en hvirvelvind af cumbia-rytmer, forvrænger sounden og skaber noget, der virker punket. Det lyder som et band, der kan fyre onsdagsraketten det sidste stykke mod himlen.

 

DANNI TRAVN:

Det kender jeg allerede:

FLORIST (Gloria, torsdag kl. 12.30)
Mangt en søndag i mit køkken har de to seneste Florist-album bragt fornemmelser af fuglekvidren og knækkende grene under fødderne. Brooklyn-bandet med Emily Sprague i front gør sig i lavmælt folk med reallyde og ambient atmosfære. I sange, der misser med øjnene mod solen, i sange til langsomme dage, og bandet ligger perfekt i programmet dér 12.30, hvor festivalkroppen værker.

Det glæder jeg mig til at opdage:

CHAT PILE (Gloria, onsdag kl. 19.30)
Når der er noget at være pissed over, trives den pissed-off, amerikanske støj- og hardcorescene. I disse år larmer den så kraftigt, at New York Times’ ellers mere poporienterede musikpodcast i august dedikerede en udsendelse til den (LINK), og sidste år på Roskilde fik vi også en fyrig koncert fra scenens stjerner, Turnstile. Chat Pile er mindre punkede og vælter rundt i den hårdeste, næsten metaltunge, ende, mens de på det meget roste album ‘Slaughterhouse’ udstiller kapitalismens bestialske side og stiller skønne fordelingspolitiske spørgsmål som ”Why Do People Have to Live Outside?”. Forvent crowdsurfing.

 

JESPER NYKJÆR KNUDSEN:

Det kender jeg allerede:

SUDAN ARCHIVES (Avalon, torsdag 17.30)
”I’m not average”, claimer Brittney Parks et sted på ‘Natural Brown Prom Queen’, det helt brillante album hun udsendte sidste år under sit alias Sudan Archives. Og nej, man er bestemt ikke gennemsnitlig, når man er selvlært violinist og sætter R&B, artpop, klubbeats og afrikansk folkemusik sammen på sin helt egen måde. Parks synger om empowerment, identitet og, ja, sex, og hun producerer selv sine sange, der myldrer med rytmiske krumspring og musikalske idéer. Du kommer med garanti ikke til at kede dig i hendes selskab torsdag aften, men sørg for at have fodtøj på, du kan danse i.

Det glæder jeg mig til at opdage:

CAROLINE POLACHEK (Arena, lørdag 17.30)
Hele blogholdet har mobbet mig med, at Caroline Polachek indtil nu har undsluppet min opmærksomhed. Men der skulle altså en Roskilde-booking til for at jeg opdagede Chairlift-sangerinden, som – forstår jeg nu – længe har været en af den alternative pops mest interessante stemmer. ”Pop auteur, emotional philosopher, hopeless romantic”, som The Guardian beskrev hende, og hendes seneste soloalbum, ’Desire, I Want To Turn Into You’, er guf for alle med et godt øre til Christine And The Queens og Kate Bush. Det glæder jeg mig til at høre, om hendes koncerter også er.

 

NIKOLAJ STEEN MØLLER: 

Det kender jeg allerede:

SORRY (Gloria, lørdag kl. 20.30)
De havde arbejdet på det i årevis, men det virkede fuldstændig logisk, at Sorrys debutalbum kom, mens verden lukkede ned i marts 2020. Der er en gør-det-selv-stemning over dem, strandet hjemme i den tomme lejlighed, forbundet til verden med wi-fi, fortabt i løse strøtanker, masser af melodiske idéer og små brokker af gamle sange, som regel leveret i en syrlig tone med små stikpiller af Asha Lorenz, der i tonen godt kunne minde om Lily, den demonstrativt ligeglade teenager fra Duolingo, men som igen og igen gemmer på meget mere vemod og savn.

Det glæder jeg mig til at opdage:

SOUL GLO (Gloria, torsdag kl. 18.30)
Det var først, da listerne over årets albums begyndte at dukke op før jul, at jeg fik øje på ’Diaspora Problems’. Det var ikke så svært – det album var overalt. Og det er fantastisk: Halvt ren aggression, hardcore med Pierce Jordans halsbrækkende rants om nationens tilstand, halvt hiphop-inspiration, nærmest endnu tungere og mere beskidt, som her på ’Driponomics’. Desværre sker det på Gloria, hvilket jeg ikke fatter et suk af – der bliver totalt proppet i og uden for det trange hus. Jeg krydser fingre!

 

PETER ELSNAB:

Det kender jeg allerede:

SPECIAL INTEREST (Gloria, torsdag kl. 20.30) 
’Young, Gifted, Black, in Leather’. Det er et godt twist på Nina Simones gamle sang, der med årene er blevet til et kampråb og en hymne. Og twistet med det ekstra ”in leather” ligger godt i munden, når det skal råbes aggressivt, som Special Interest gør i deres punkede version. New Orleans-kvartetten har masser af punkattitude, men de har samtidig en elektronisk puls, der indimellem sender dem på dansegulvet og indimellem over i industrial-land. Sidste års ’Endure’, gruppens tredje album, var glimrende, og Roskilde holder heldigvis fast i at præsentere nogle af de nyere og spændende navne fra punkscenerne. Special Interest har et ry for meget intense koncerter, så der kan godt blive varmt i Gloria torsdag aften.

Det glæder jeg mig til at opdage:

SON ROMPE PERA (Gaia, onsdag kl. 0.30) 
Når man kan lave en sang, der hedder ’Cumbia Is the New Punk’, kan det ikke være helt skidt. Det var i hvert fald nok til at få mig til at tjekke mexicanske Son Rompe Pera, og det førte mig hen i et spøjst mix af latinske rytmer, xylofoner, fløjter og tatoveringer. Det lyder festligt, man kan vist godt drage nogle paralleller til Gogol Bordellos punkede version af balkanrytmer, og mexicanerne virker som et godt og mere dansabelt alternativ til Queens of the Stone Age til at lukke onsdagen ned, uanset hvad Gaia-scenen nu end er for en størrelse.