Det knirker i metallet, når Copenhell serverer bedagede hovednavne, og ølpriserne stikker af. Festivalen er sit hyggelige jeg, men nu også så stor, at læderbukserne er tæt på at revne.
Blogbroder Fez deler sine noter fra en dag med crowdsurfere, weekendveste og tømmermænd fra 1980’erne.
Det må være passende at begynde sit Copenhell med at være rasende. Jeg får øje på de første prisskilte!
37 kr. for en kop filterkaffe.
57 kr. for en halv liter Grøn Tuborg.
64 kr. for standarddrikken Guld Tuborg på dåse.
45 kr. for en lille alkoholfri Classic.
15 kr. for kildevand, dog sat ned fra 20, som skiltene ellers var forberedt til.
Til gengæld kan man heldigvis tappe drikkevand mange steder på pladsen, der onsdag var bagende hed.
Musik! Enforcer lyder som Dio Jam. De er blonde og bærer lædervest over bar mave. De må være svenskere.
Boderne har stadig sjove navne: FalafHell, Pork of God, Merciful Flatbread, men det hele har fået et mere ensartet look. Tidligere års smukke anarki er afløst af koordineret skilteproduktion.
Det virker mere corporate. Det er corporate. Ellers ville Copenhell ikke overleve i den størrelse, festivalen har opnået siden den spæde start i regnvejr i 2010. Men det er også lidt kedeligt.
Onsdag eftermiddag er den længste kø på pladsen foran festivalens egen merchandisebod. Udvalget af T-shirts med årgangstryk er tårnhøjt.
Clutch går på til ’We Need Money’, en funky gogo-klassiker med Chuck Brown. Bandet ligner nogle modne mænd, der kommer lige fra jobbet i skjorter og jeans. Lad os bare kalde det bluesrock.
Sommerhumøret vender tilbage i Biergarten. Ikke kun fordi der er skygge i det store telt, men også fordi det altid er skønt at høre fans synge med på ’Walk’ med Pantera og headbange for the hell of it.
Pitstop hos Grill ‘Em All. Napper en Bite The Lightning – frankfurter med brød og det hele. Velstegt. Lige som min nakke.
Fuldt hus til Johan Olsen og Vicky Knudsen, der har tilpasset deres radioprogram om natur til festivalen: Vilde dyr og tung rock. Scenen står i CopehellCon, der igen i år er et frirum med tegneserier, fantasy og arkadespil. En fyr sælger et kortspil med navnet Mosh Pit. Stinus Lindgreen, hestehalebærende MF for Radikale, er i huset.
Overvejer at købe en Def Leppard turné-trøje. Mest fordi den første by på ryggen er Sheffield og den anden er Mönchengladbach.
Op til festivalen har der været knurren fra dele af det danske metalmiljø. De små bands er sure over, at de skal betale 25 pct. af omsætningen til Copenhell, når de sælger merch i festivalens boder. Omsætningen – ikke engang overskuddet. Altså før skat! Afsky skriver om det på Facebook.
Ellers er en vigtig del af Copenhell-garderoben on trend. The Guardian hyldede forleden de ellers udskældte cargobukser.
Sick Of It All! Forsangeren bærer en smuk Creem-trøje. Rockmagasinnørder nikker anerkendende. SOIA er stadig skatervenlig hardcore i New York-snit. Resten af bandet er i trekvartshorts og bandana, og sådan lyder de. ”Let’s celebrate, that we don’t give a fuck”. God brølepunk.
”Er der nogen, der ikke har set os før? Hvor har I været? Vi har spillet i 37 år!”
Sick Of It All spiller den allerførste sang, de skrev, og omtaler den som ”The Bohemian Rhapsody of Hardcore”. Der crowdsurfes i stor stil. Circle pit!
Touché Amoré spørger også, om nogen har set dem før? Det har nogen. Andre har ikke. Og så spiller de et nummer med råbt vokal, der lyder som dårlig emo. Solen banker ned over Pandemonium-scenen, der ligger nådesløst på en stor, støvet, åben plads.
En bakke brandvarme vietnamesiske forårsruller og jeg er klar til Mötley Crüe. Tror jeg. Jeg så dem sidst i KB-hallen i 1989, da de var på toppen med sleazy, blonderet, spandex-glam. I 2023 er de Tommy Lee, Nikki Sixx, Vince Neil og John 5. De ligner en reality-udgave af et metalband.
To letpåklædte kvindelige, måske korsyngende, dansere er med for at understrege, at det er muligt at vride kroppen til Crües stripperrock. ’Shout At The Devil’ er hyggeglam. Groovet fungerer, men hvad synger Vince Neil? Eksotiske dansere kan ikke dække over, at mandens i forvejen lille stemme er helt væk.
Fornærmende dårlig koncert. Man kan vælge at vente på ’Dr. Feelgood’ eller selvmedicinere med en dåse Guld Tuborg til 64 kr.
Søger tilflugt i R.I.P.-området, der er overraskende tomt. Ser folk virkelig Mötley Crüe? Der bliver spillet Black Sabbath i baren. Spotter fyr i Haven Festival-trøje. Meget misundelig.
Dance With The Dead spiller på festivalens mindste scene, Gehenna, der ligger inde i en lille skov. Programmet lover synthwave inspireret af John Carpenters horrorfilmmusik. Jeg er pirret. Opstemtheden aftager hurtigt. Dance With The Dead er tre gutter med trommer og guitar-riff tilsat svulstige synth-flader. Virkelig corny.
Hov, en kvinde! Employed To Serve består af en kvindelig growler og fire langhårede fyre med ærmeløse sorte undertrøjer. Der bliver kastet med hår og spillet hurtig metalcore. God mosh pit. Og bandet opfordrer til crowdsurfing til lyden af blast beats. Solidt og kontrolleret hektisk.
Dødskaroke i Biergarten. En evig favorit. Nadja synger Ozzys ’Crazy Train’ sammen med det skarpe husorkester. Folk står på bordene og skråler med. Mötley Crüe burde hyre Nadja.
Kl. 21.30. Def Leppard stempler ind til tiden og udstråler præcision. De lyder som Def Leppard fra første anslag. Der er kor, koklokke, guitarerne broderer mildt, mens vi arbejder os mod første knytnæve i luften. Som at skrue ind på en amerikansk FM-radio i 1980’erne. Def Leppard var et af årtiets bedste popbands: ’Let’s Get Rocked’, ’Animal’, powerballaden ’Love Bites’.
Jeg så dem i KB-hallen i 1988, og det var som om, de havde mast et amerikansk stadionsæt ind i en sportshal. Det var massivt. Det er det ikke på Copenhell. Det er hyggeligt – den første halve times tid. Sheffield-bandet bærer stadig på den melodiske bagage, de udviklede sammen med produceren John ’Mutt’ Lange. De store sange ligger lige i smørhullet mellem AC/DC og Shania Twain.
Joe Elliott har stadig stemme, trommeslageren Rick Allen har stadig kun en arm, mens Rick Savage, Phil Collen og Vivian Campbell ligner tegneseriefigurer. De har været et stadionband så længe, at der ikke er noget pis. Det er så også perfektionen, der tager luften ud af showet.
Som andre af deres jævnaldrende rockere – Bon Jovi, ikke mindst – har Def Leppard flirtet med country og akustisk rock. Det kommer der et par eksempler på.
Heldigvis spiller de også ’Armageddon It’ og ’Pour Some Sugar On Me’, og så letter stemningen igen.
Konklusion:
Det går godt på Copenhell. Der er business i boderne, beruselsen er stor, og noget af musikken ser ud til at fange folk. Men det er også tydeligt, at metal ikke bare er metal, og at fortidens halvhårde rockhunde skal stramme ballerne, hvis de vil have opmærksomhed fra yngre generationer, som er tændt af en anden og vildere ild.
Hvad angår priserne på mad og drikke, bliver det ikke noget problem for Copenhell igen i år at blive den danske festival, hvor gæsterne bruger flest penge pr. person. Det kan til gengæld blive et problem for gæsternes Dankort.
Bloggers By Choice 