De gjorde synthpop til stadionrock. De bragte avantgardens værktøjer ind på hitlisterne. Og undervejs har deres musik taget turen hele vejen fra uskyldige tyggegummihits til dystre syndefaldshymner.

Depeche Mode er ikke bare et af det sidste halve århundredes største og mest markante bands. Deres rejse er gået fra tryg, sydøstengelsk provins til mørk, lurvet storbyjungle, mens millioner af dedikerede fans har fulgt med gennem højttalerne. Og den har kastet en vanvittig stribe hits af sig – også selvom bandet to gange undervejs har måttet sige farvel til en musikalsk hovedkraft, da først Vince Clarke og siden Alan Wilder forlod bandet for at hellige sig egne projekter.

Hele 58 singler er det blevet til gennem karrieren, men hvilke er de bedste? Vi er dykket ned i Depeche Modes singlediskografi og har stemt os frem til denne Top 25:

 

25. SEE YOU

Det lignede skibbrud efter gennembrud. Hovedsangskriveren Vince Clarke forlod Depeche Mode i november 1981, og Martin Gore måtte træde frem fra skyggerne og skrive mere. ’See You’ var den første single med Gores signatur, og den lyder som en dygtig elev fra Clarkes minimalistiske popskole. Sangen er typisk for de tidlige 80’eres synthpop. Der blev ikke broderet. Temaet er en slags ung kærlighed, hvor ”five years is a long time”, men alt, jeg ønsker, er at se dig. Man hører tydeligt Gore selv i de kommenterende korstykker, og hans altid molstemte tone antyder, at der noget mere moody på vej.
Niels Fez Pedersen

 

24. LEAVE IN SILENCE

Der findes fans, der mener, at ’Leave In Silence’ er den første rigtige Depeche Mode-single. Man kan i hvert fald konstatere, at sangen, der også åbnede albummet A Broken Frame, viser Martin Gores mere flydende fornemmelse for melodier, mens synth-arrangementet er mindre firkantet i forhold til gruppens første singler. Der ulmer et nyt faretruende mørke i den bistre basgang, mens Dave Gahans stemme er trukket ned fra det ungdommelige lyse leje og er kommet i kontakt med en mørkere klang. Der er sket meget, siden ’Just Can’t Get Enough’ et år tidligere væltede hitlisten. Her begynder fremtiden for gruppen.
Niels Fez Pedersen

 

23. I FEEL YOU

Da den første single fra Songs of Faith and Devotion slap ud af det – med Alan Wilders ord – klaustrofobiske studie, hvor bandet arbejdede og boede sammen, var det som et primatskrig om hjælp. Eller en ny fødsel? Den skingre, flænsende intro lyder som en pickup, der trækkes hen over et gammelt egetræsbord fyldt med tomme flasker og hvidt pulver i sprækkerne.

Depeche Mode var ude i tovene. Presset for at levere et album på niveau med forgængeren Violator var stort, der var masser af skænderier internt, og Gahan var på stoffer, igen. Gahan var også blevet langhåret, han var blevet vild med grungerock, og på coveret til singlen, var hvert af de fire bandmedlemmer repræsenteret af fire symboler – li’som på rockheltene Led Zeppelins legendariske fjerde album.

Der var med andre ord gået rock’n’roll i Depeche Mode, og ’I Feel You’ bragede ud i højttalerne med mere guitar end nogensinde tidligere i bandets lydunivers. Selv Alan Wilder spillede på rigtige trommer, som blev bevidst samplet med alle menneskelige fejl og mangler. Men det fungerede, og sangens manisk messende energiudladning blev en milepæl i bandets singlediskografi.
Anders K. Sørensen

 

22. NEW LIFE

Depeche Modes anden single, udgivet fire måneder før debutalbummet Speak and Spell. Og simpelthen min egen første plade med Depeche Mode! Det var også bandets første gennembrud med en 11. plads på hitlisten i UK og optræden flere gange i Top of the Tops allerede inden albummet. Det var på den tid, det væltede frem med bands som Duran Duran, Visage, Spandau Ballet, Human League, OMD, Soft Cell og Ultravox under betegnelser som new romantics og technopop.

I dag er synthpop vel den samlende betegnelse, og de første singler med Depeche Mode er så synthpoppede, som det kan blive. Simple og melodiske. Der var jo ikke meget hukommelse i de gamle synthesizere, så det var hårdt arbejde bare at trykke på en knap dengang. De nye tider var ankommet, og Depeche Mode var med til at definere dem.
Peter Elsnab

 

21. MASTER AND SERVANT

Det var slagsangenes tid, og flere af dem landede med ekstra slag i. Lyden af kæder og pisk er en del af den hektiske produktion på ’Master And Servant’, som lød betagende i 1984, men er falmet noget med tiden.

Det samme gælder makkeren ’People Are People’, der også var en del af albummet Some Great Reward. ’Master And Servant’ pumper på et staccatobeat med en motorisk puls, der var med til at gøre sangen til klubfavorit, ikke bare blandt blege europæere. De tidlige amerikanske house- og technoscener havde et godt øje til denne periodes Depeche Mode og hørte sangene som en Kraftwerk-opdatering.
Niels Fez Pedersen

 

20. PRECIOUS

Martin Gore skrev sine frustrationer over den igangværende skilsmisse fra Suzanne Boisvert ud i denne førstesingle fra Playing The Angel. Ordene er først og fremmest rettet til skilsmisseparrets tre børn, og Dave Gahan synger Gores tekst med så meget affektion og nænsomhed, at man ikke kan undgå at blive berørt af budskabet: ”I pray you learn to trust / Have faith in both of us / and keep room in your hearts for two”.

Melodien kæles frem af vokalen, mens groft tilhuggede guitarriffs over taktslagenes hvilepuls og små, fine synth-figurer tilsammen konstruerer en af de sidste store Depeche Mode-sange fra bandets modne, men stadig kreative periode.
Anders K. Sørensen

 

19. BLASPHEMOUS RUMOURS

En af Depeche Mode’s svage sider er, at deres tekster jævnligt virker som skrevet af ham 3.G’eren, der har filosofi som valgfag og tager sig selv mere alvorligt, end hans forståelse af stoffet berettiger til. ‘Blasphemous Rumours’ er en undtagelse. Her husker bandet, at linjer også kan være et hook, og her er det endda leveret med glimt i øjet.

Baggrunden er ellers dyster nok: I deres unge dage gik Clarke og Fletcher i kirke, nogle gange fulgt af den ikke-troende Gore. Sidstnævnte undrede sig over, hvordan menigheden førte lister over, hvem de skulle bede for – ofte for ældre mennesker, hvis snarlige bortgang syntes uundgåelig, men også for en ung kvinde, der skulle hjælpes på fode efter et selvmordsforsøg. Gore fandt bønnerne komplet nyttesløse og havde empirien på sin side, efterhånden som de ældre mennesker døde. Det fik han vekslet til et af Depeche Mode-katalogets bedste omkvæd – holdt sammen af et mindeværdigt rim.
Danni Travn

 

18. IN YOUR ROOM

Jeg er den af os alle, der har givet ’In Your Room’ den flotteste karakter – og jeg må nok tilstå mest at have tænkt på albumversionen, ikke Butch Vigs singleremix, der er fint, men får den til at lyde som en (fin) Garbage-sang – allerede inden Garbage blev dannet. Men i alle tilfælde er det her en smuk sang, fuld af alt det mørke, de fire svælgede i i de år – en hymne, en hyldest til isolation og medafhængighed. Med et knaldgodt omkvæd.
Nikolaj Steen Møller

 

17. USELESS

’Useless’ kommer på det helt rigtige tidspunkt med al sin snerrende bitterhed på det ellers så mutte og indadvendte Ultra-album. En energiudladning, der må have opsummeret stemningen i et band, der var blevet forladt af Alan Wilder og var helt ude i tovene det meste af årtiet.

Sangen var en af de få, de havde med i studiet på forhånd, så Martin Gore må have ruget over ordene. En af de sidste helt store singler, der kun bliver endnu bedre af producer Tim Simenons intense lyd og bund.
Nikolaj Steen Møller

 

16. HOME

I lighed med Dave Gahan kæmpede sangskriver Martin Gore med misbrug i årene omkring Ultra, og med ‘Home’ skrev han den selvhadende synders hymne. Han valgte selv at synge den, og det er et yndet diskussionsemne, om han nogensinde bør gøre det. Men i dette tilfælde passer hans tyndere vokal fornemt til sangens resignation.

Den sande magi i ‘Home’ sker dog efter et minut og tredive sekunder, hvor strygerne sætter ind og løfter den hidtil langsomt drevne melodi op i et på én gang tilbagelænet og storladent omkvæd. Da omkvædet kommer anden og tredje gang, varierer det hver gang på måder, som giver sangen ekstra puls – en vokalharmoni, en guitarsolo, små tekstforskydninger.

Så på et tidspunkt, hvor medlemmerne var ved at fjerne sig fra verden i en døs af alkohol og stoffer, havde de held til at lave en af deres mest nærværende ballader.
Danni Travn

 

15. BEHIND THE WHEEL

Det begynder med lyden af en hjulkapsel, der snurrer og lægger sig på jorden. Så starter bilen, og vi er ude og køre med de skøre. De ærkeeuropæiske synthpoppere har fået øjnene op for de store amerikanske vidder.

’Behind The Wheel’ havde en fortolkning af klassikeren ’Route 66’ på b-siden, og begge sange er skabt til kørsel på highwayen med en nærmest funky basgang i højttaleren og Dave Gahan som roligt messende guide. En brillant single fra fasen, hvor Depeche Mode pumpede på alle cylindre og sjældent kørte galt.
Niels Fez Pedersen

 

14. A QUESTION OF TIME

Den tredje single fra Black Celebration-albummet blev et visuelt vendepunkt for bandet. Den tilhørende video var første gang, Depeche Mode arbejdede sammen med den hollandske billedmager Anton Corbijn, og det blev indledningen til et mangeårigt samarbejde, som gav bandet en egentlig visuel identitet.

‘A Question Of Time’ er en live-favorit, og dens stakåndede og stampende puls spiller med på Martin Gores ord om, hvordan det haster med at komme en ung, uskyldig pige (eller dreng?) til undsætning ”before they lay their hands on you, and make you just like the rest”. Om ”they” så sigter til en kynisk musikindustri eller kønsfæller med mere kødelige motiver må være op til den enkeltes tolkning.
Jesper Nykjær Knudsen

 

13. A QUESTION OF LUST

Det er på den ene side nænsomheden. Martin Gore synger selv her – som han gerne gjorde, når følelserne var helt uden på tøjet – og han havde igen og igen en magisk evne til at krydre alle sine andre dunkle visioner om livets meningsløshed i 80’erne med de her nervøse ture ind omkring kærligheden med al sin indlagte frygt.

Og så er det lyden. Alan Wilder giver den som en Phil Spector på keyboards i studiet og opløfter det hele til en teenagesymfoni, hvilket virkede helt uventet dengang i 1986. De var jo futurister, ikke? Men uden at jeg anede det dengang, var dette første skridt mod Spector, Brian Wilson, Scott Walker og alt det dér, der godt nok lå bag os, men alligevel pegede frem i en million retninger.
Nikolaj Steen Møller

 

12. SHAKE THE DISEASE

En enkeltstående single, lidt af en ad hoc-løsning fra 1985, som var det første år siden begyndelsen, hvor der ikke kom et album. I stedet slap bandet en opsamling med alle singlerne, mens gruppen var på en gigantisk turné. Og dengang var de ikke selv tilfredse med den sang. Omkvædet skulle have været større, mixet skarpere. Enhver kan jo tage fejl.

Jeg tror, ’Shake the Disease’ er så afholdt i dag (og stadig en inspiration), netop fordi den ikke er så stort anlagt, men en følsom kærlighedserklæring, der længe forsvandt fra sætlisterne, men nu er tilbage i al sin underspillede, aparte skønhed.
Nikolaj Steen Møller

 

11. WORLD IN MY EYES

Når dette er fjerdesinglen fra et album, ved man, at det er et godt album. ’World in My Eyes’ er første sang på Violator og sætter en intens og opløftende tone med budskabet, at kærlighed og sex naturligvis er noget positivt. Og dét keyboard-tema er så simpelt og så mindeværdigt, at man kan spille det en enkelt gang for tonedøve faster Tove, og så vil hun kunne huske det, hvis du vækker hende midt om natten og beder hende om at nynne det. Selvom hun fik for meget portvin aftenen før.

Men sangen er naturligvis ikke så simpel som temaet, og der er masser af tvetydigheder i teksten (hvis man synes) og dramatik i musikken. Det smukke og det mørke følges så ofte ad hos Depeche Mode, også her.
Peter Elsnab

 

10. IT’S NO GOOD

Det var ikke fire almindelige år, der gik mellem Songs of Faith and Devition i 1993 og Ultra i 1997. Der var den indre tumult: Dave Gahan, som næsten tog livet af sig selv med stoffer, og Alan Wilder som skred fra det depraverede kaos. Og der var den ydre virkelighed: Britpoppen havde givet rocken en ung kæk energi, mens triphoppen havde rykket den elektroniske scene.

Pludselig var Depeche Mode blandt de gamle. Men Ultra havde et skær af ukuelighed over sig – ikke mindst på den veloplagte ‘It’s No Good’. Den groover selvsikkert i gang og samler sig om et omkvæd så fokuseret, at Vince Clarke ville nikke anerkendende. En afklaret sang på et album, som åbnede bandet for os, der var teens i sidste halvdel af 90’erne.
Danni Travn

 

9. JUST CAN’T GET ENOUGH

Daniel Miller grundlagde Mute Records, efter han havde indspillet sangen ’Warm Leatherette’ under navnet The Normal. Det var ikke hans plan at drive et pladeselskab, men den synthbaserede single fik ligesindede ud af starthullerne, og han opbyggede et boutique-label for folk som tyske Deutsch Amerikanische Freundshaft.

Vi ved, at Miller tog de purunge Depeche Mode med til en DAF-koncert, hvor de blev betaget af muligheden for at være fuldt elektroniske og måske lave sange, der var lige så gode som ’Der Mussolini’. ’Just Can’t Get Enough’ er en lys Smash Hits-version af den tyske subversion, som først senere blev Depeche Modes naturlige habitat. En festhymne, der på én gang er tidløs og fuldkommen bundet til vinteren 1981/82.
Niels Fez Pedersen

 

8. POLICY OF TRUTH

En direkte opfordring til løgn. Anderledes kan man dårligt beskrive dette mørke og rugende mesterstykke af en synthpop-sang, som var den tredje single fra Violator-albummet. ”Never again is what you swore, the time before”, messer Dave Gahan igen og igen, som var han en slags djævlens advokat, der minder om hvor smertefulde konsekvenser det kan have at holde sig til sandheden.

Imens trækker Alan Wilder og bandets nye producer Flood et forrygende bagtæppe af keyboards og guitarer ned bag ham, som får fornemmelsen af desillusion og kynisme til at lyde forunderligt indbydende. Men det var også hårdt arbejde. Der måtte utallige forsøg til at finde den helt rigtige lyd til sangens hovedriff, inden de besluttede sig for noget så ”u-Depeche’sk” som slide-guitar.
Jesper Nykjær Knudsen

 

7. PERSONAL JESUS

Da 80’erne gik på hæld, havde Depeche Mode kurs mod rockmusikken. Med ’Personal Jesus’ kom der for alvor guitar ind i billedet, og der er noget amerikansk rodsøgende over Depeche Mode på dette tidspunkt, som der også var med eksempelvis U2 i samme periode. Inspirationen til sangen er endda noget så ærkeamerikansk som Elvis og Priscilla Presleys forhold – tilsat sort, engelsk underliggende humor. Noget á la John Lee Hooker møder Kraftwerk på en engelsk pub en fredag aften.

Den danske vinkel er, at Fielfraz har indspillet en skøn coverversion, og at ’Personal Jesus’ sidder på det mesterlige album Violator, hvis sange primært er indspillet i danske Puk Studios. Men ’Personal Jesus’ blev indspillet forinden i Milano og udgivet som singleforløber et halvt år før albummet.

Som en del af lanceringen indrykkede pladeselskabet annoncer i en række britiske regionalaviser med teksten “Your own personal Jesus” og et telefonnummer. Ringede man nummeret op, kunne man høre sangen. Det gav en del polemik, der helt sikkert ikke skadede pladesalget.
Peter Elsnab

 

6. STRIPPED

Da ’Stripped’ landede som singleforløber for albummet Black Celebration i februar 86, var den det første tegn på, hvordan farvepaletten i Depeche Modes musik for alvor blev mørkere.

”Let me see you stripped down to the bone”, synger Dave Gahan myndigt i omkvædet, der i første omgang kan lyde som om, Martin Gore bevæger sig videre ind i det univers af dominant sex, han allerede var begyndt at udforske i sine tekster. Men det er snarere en romantisk sang om at vende tilbage til det naturlige i en stadig mere maskinel verden. ”Metropolis has nothing on this”, lyder det med en lidt studentikos Fritz Lang-reference, men det tilgiver man gerne, når man væltes omkuld af et af den slags monumentale og vildt effektfulde keyboard-temaer, Depeche Mode rystede ud af ærmet i 80’erne.

Samplinger af bl.a. Gores motorcykel og Gahans Porsche bidrager til de rugende og industrielle lydbilleder, der satte scenen for albummet, som for alvor forløste det dystre udtryk, forgængerne lagde op til.
Jesper Nykjær Knudsen

 

5. STRANGELOVE

Bong 13 står der på kanten af den røde højttaler, som pryder coveret til ’Strangelove’-singlen. Bong 13 var katalognummeret, og for samlere (dem har Depeche Mode mange af) var det en invitation til at skaffe de 12 andre bonger.

’Strangelove’ er et monumentalt godt sted at grundlægge sin samlermani. Her smelter det teknologiske og emotionelle sammen. Åbningsriffet er et signal til fest, titlen nævnes som første ord, og maskinbeatet spiller perfekt sammen med lag af keyboards, der driver sangen fremad. Det er popmusik med musikalsk dybde og en elegant forløst tekst om smerte, kærlighed og dedikation.

Depeche Mode var nu begyndt det tætte samarbejde med den hollandske fotograf og filmmager Anton Corbijn, og hans sort/hvide musikvideoer og bandfotos var omkring udgivelsen af Music For The Masses og ’Strangelove’ med til at cementere et gruppeimage langt fra pastelfarvet synthpop.
Niels Fez Pedersen

 

4. EVERYTHING COUNTS

Den industrielle lyd, baslinjen, varierede temaer, der hvirvler sig ind i hinanden, den dybe leadvokal fulgt af det lyse omkvæd. Det er simpelthen et vidunderligt komponeret og medrivende stykke synthpop, Martin Gore fik skruet sammen – endda med et tema om grådighed og korruption, der var en spydig kommentar til yuppie-80’erne.

“The grabbing hands / grab all they can /all for themselves / after all“, efterfulgt af “Everything counts in large amounts” er samtidig enormt skønne linjer at skråle med på live, som man også kan se og høre det i den sprudlende live-version fra koncertfilmen 101, der også blev udsendt som single.

12”-versionen med Alan Wilders svar-linjer og Alan Moulders remix er også anbefalelsesværdige – og med den overflod af strålende versioner er det lettere at glemme, at det er en af de sange, der i dag bliver klart forringet af de voldsomme trommer, når Depeche Mode spiller den live. Som de naturligvis altid gør.
Peter Elsnab

 

3. WALKING IN MY SHOES

Skyld og bekendelse er to af de tematiske tråde, der løber gennem mange af Martin Gores tekster. På ’Walking In My Shoes’ får man imidlertid den tanke, at den er skrevet på vegne af Dave Gahan.

Sangeren var kommet hjem fra den både triumferende og opslidende Violator-verdensturné som fuldblods heroinjunkie, og hans upålidelighed udfordrede sammenholdet i bandet. Linjer som ”I’m not looking for absolution / forgiveness for the things I do / But before you come to any conclusions / try walking in my shoes” genlyder af en frontmand fanget i sin egen rockstjernemytologi.

Men den interne dramatik inspirerede en af bandets allerbedste sange, der blev til efter en for Depeche Mode meget usædvanlig metode – nemlig at jamme sig frem med guitar, bas og en trommemaskine. Fra et krybende og nærmest trip-hoppet afsæt folder ’Walking In My Shoes’ sig gradvist ud, og bevæger sig frem mod et brusende klimaks. Depeche Modes transformation til rockband udkrystalliseret i fem et halvt magiske minutter.
Jesper Nykjær Knudsen

 

2. NEVER LET ME DOWN AGAIN

Diskussionen har i virkeligheden raset blandt fans i årtier: Hvornår blev Depeche Mode en rockgruppe? Og klæder det dem overhovedet? Men den sang her, denne ti-stjernede klassiker, er ikke bare en rockhymne, det er en episk af slagsen. Bare lavet på samplere. Trommerne er taget fra Led Zeppelin, mand.

Det her var deres ”Fremover spiller vi stadions”-øjeblik. Og den er magisk. Ikke mindst på grund af intensiteten, truslen i den – fornemmelsen af, at hans ’bedste ven’ – om han så er en person eller et kemisk tilskud – ikke vil ham det godt. Den måde, det hele løfter sig højere og højere til sidst, mens vi bliver lovet, at alt er okay i nat – men de ildevarslende Carmina Burana-kor antyder noget andet. Lød al klassisk rock bare sådan …
Nikolaj Steen Møller

 

1. ENJOY THE SILENCE

Det var egentlig en følsom ballade, som Martin Gore havde skrevet og taget med i studiet denne efterårsdag i 1989. Udenfor var det gamle Europa i opløsning – men her i PUK Recording Studios i Gjerlev uden for Randers hvilede der en østtjysk gloom over omgivelserne. Berlinmurens fald og revolutionen i Rumænien virkede meget langt væk, mens den britiske kvartet arbejdede på at skabe det mesterlige album Violator.

Den første indspilning af ’Enjoy The Silence’ var blot melodien spillet på klaver af Martin Gore. Lavmælt, langsomt og sakralt. Meget mod Gores vilje begyndte Alan Wilder og co-producer Flood kort efter at lege med at lægge beats på indspilningen.

Det gav sangen et drømmende og stjerneklart udtryk, der løftede den salmeagtige komposition op til en dansabel synth-gospel, hvilket er sangens helt unikke karakter. Gore blev overbevist om, at nummeret var ved at finde sin form, så han lagde den blide, stemningsfulde guitarfigur ovenpå hele molevitten – og skabte en klassiker. Ifølge Gore er det en sang om komplet tilfredsstillelse, om ikke at ønske sig mere, men tværtimod værne om et øjeblik af skønhed, der kun kan briste, hvis nogen forsøger at sætte ord på. Så ikke flere ord herfra, “enjoy the silence…”.
Anders K. Sørensen