2022 er allerede længe siden. Men det var året efter de to år, der ikke eksisterer. Så Roskilde Festival var endelig tilbage, og bloggen var endelig tilbage med reportager fra en festival, der rent faktisk fandt sted – i modsætning til den her:
https://bloggersbychoice.dk/rf20/rf20-snapshots-stroetanker-og-eurekamomenter-loerdag/
Og glæden over at være tilbage gik hånd i hånd i med glæden over kunstnere som The Whitest Boy Alive, Little Simz, Robert Plant & Alison Krauss, Ak Dan Gwang Chil, Sara Parkman og Idles. Men var det egentlig et stort festivalår? Her er i hvert fald blogholdets højdepunkter:
Janus Køster Rasmussen – The Whitest Boy Alive, Arena
Det var præcis, hvad lægen ordinerede efter tre års festivalpause. Dybest set en jazzkoncert, forklædt som pseudo-house og ditto disco, der rev og flåede kroppens lemmer i underlige retninger. Med den elskelige Erlend Øye – nu mere funknestor end popspirrevip – i front tryllede det scruffy, overvintrede berliner-kollektiv hele Arena-teltet lykkeligt på mindre end halvanden time. Party like it’s 2007.
Niels Fez Pedersen – Ak Dan Gwang Chil, Pavilion
Jeg forstår stadig ikke, hvad der ramte mig. Syrefolk, sære instrumenter, tre dansende kvinder i spraglede kjoler. K-Psych med indbygget sprogkursus? Den aften var vi alle sydkoreanere. TLC’s tre gode numre var også toppen i 22.
Nikolaj Steen Møller – Little Simz, Avalon, fredag
Et vaskeægte øjeblik, regnfuld fredag aften i begyndende tusmørke, engelsk rapper med vindende væsen, to-tre deciderede mesterværker at tage fra – og et band, der sagtens kan løfte producer Inflos lyd op. En perfekt global, men alligevel utrolig Londonsk gryde hiphop, soul og afrobeat fra Little Simz, der i mellemtiden gav os endnu et fantastisk album. Det er ikke så svært. Man skal bare være brillant.
Danni Travn – Sara Parkman, Gloria
Blot en uges tid inden festivalen blev jeg opmærksom på Sara Parkman, men som endnu en påmindelse om altid at læse det med småt på plakaten røg hun hurtigt op blandt årets topprioriteter. Og koncerten på Gloria blev himmelsk. Hun trak på 1000 års svenske hymnetraditioner, så det kunne få selv den stædigste ateist til at udbryde et “Amen!” Eller i hvert fald synge med, da hun og bandet forlod scenen messende “På vår grav skal det stå: Som vi har älsket.”
Jesper Nykjær Knudsen – Idles, Avalon
Det er netop sådan noget, Roskilde har en særlig evne til. Jeg havde aldrig hørt så meget som en strofe af Idles inden deres optræden på festivalen, men blev væltet fuldstændig bagover af den tornado af energi, de sendte ud over Avalon lørdag aften. Der var både moshpit og crowdsurfing – alt dét vi trængte til efter mere end to års corona-restriktioner – og den karismatiske frontmand Joe Talbot dirigerede slaget med humor, power og, ja, kærlighed. Bristol-bandets slagkraftige punkrocksange er både politisk engagerede og personligt indadskuende, men her var de først og fremmest tændsatser til en uregerlig og uimodståelig fest. En stor oplevelse, jeg virkelig ikke havde set komme.
Peter Elsnab – Robert Plant & Alison Krauss, Arena
2022 sniger sig vel kun lige ind i top 25 over de musikalsk set bedste af de 25 Roskilde Festivaler, jeg har oplevet. Men vi var der endelig igen. Og så var der Robert Plant og Alison Krauss. Så majestætisk, så musikalsk. Så roligt, underspillet og kontrolleret. Hele koncerten, men især versionen af Led Zeppelin-klassikeren ‘The Battle of Evermore’. Alt var afsindigt velspillet – stramt og afdæmpet, ikke mere larmende, end sangene havde brug for. Men det mest overlegne var Robert Plants vokal. Hvordan den mand i så høj en alder kan synge så godt, er ubegribeligt. Og Alison Krauss, ja, hun kan synge og spille violin, så tårer flyder, hud leger gås, og nakkehår stritter. Læg dertil god lyd og publikums kærlige modtagelse, og samlet har man en af den slags aftener, der gør, at lysten til at tage af sted stadig eksisterer.
https://bloggersbychoice.dk/rf22/rf22-alt-det-vi-har-savnet/
Bloggers By Choice 