Festivalstolene er blevet større, publikum er blevet yngre og Kendrick Lamar begejstrede som forventet os alle. Her følger blogbrødrenes oplevelser fra Roskildes fine første dag.
11:31, McGuire: Ægypten havde de ti plager. festivalsæsonen har …. de gigantiske campingstole. Ville nok foretrække kvægpest, bylder og evigt mørke.
12.46, Snab: Beeep! Nu har overvågnings-Roskilde allerede fire oplysninger om, hvor jeg har været hvornår. Jeg har været her i 20 minutter. Det er simpelthen en skændsel. Det kunne egentlig være ret fedt, hvis Roskilde med alle de fine værdier prøvede at give (især) de unge et sted, hvor de netop ikke blev overvåget, kontrolleret og registreret i hoved og røv.
13.23, Køster: På motorvejen mod Roskilde. Har haft lidt svært ved at mærke Roskilde-feberen i år, men den slår ind lige omkring afkørslen til Hvidovre Hospital. Selvfølgelig bliver det fantastisk, igen.
13.28, McGuire: Synes, der er forbløffende få desperate forsøg på at score ombyttere på Facebook. Er 2023 mon året, hvor det omsider lykkes for Roskilde at tage livet af Mediebyen?
13.39, Snab: Grandstand er nu en bar. Selvfølgelig. Lad os da tage sejlerskoene og de røde hørbukser på og dele en flaske rosévin, mens vi bliver underholdt.
13.58, Fez: Der bliver slået knastørt og nedtrådt græs foran Orange. Keeping up appearances.
14.03, Køster: Ankommer til check-in sammen med den 13-årige og den 15-årige. Efter et marathonløb af billetmisforståelser, groteske økonomiske udskrivninger og tortur af fire stakkels frivillige får jeg dem endelig med ind.
14.06, Snab: Campingstolenes kirkegård! Midt i følelsen af en gennemreguleret og topkommercialiseret festival med cava to go-bar og champagne lounge, der er en oppustet guitar fra at blive Skanderborg Festival, er der heldigvis altid den slags opmuntringer at finde …
16.01, Køster: Den 13-årige og den 15-årige gouterer Dixi-burgeren. Hvorfor skulle de dog heller ikke det? Forsøger at opdrage lidt på dem, inden den ældste af dem bliver sluppet løs herude næste år.
16.18, Snab: Bedste mødested. ”Gaia” er sådan set bare Pavilion med et dårligt navn. Med Gutter-baren lige til venstre. Alt er ved det gamle, bare 300 meter til højre.
16.52, Fez: Gutterne i den anden ende af vores bord ved Gutter-baren har en højttaler med og spiller Lorna Shore. Højt! De er kun kommet for det amerikanske metalband og skal også se dem igen torsdag i Malmø. De fortæller om en koncert med gruppen i Pumpehuset sidste år, hvor publikum købte ALT i merch-boden!
16.53, Køster: Står sammen med alle de andre forældre og venter på, at porten bliver lukket up. Den 13-årige og den 15-årige ser ærefrygtigt til, mens campingfolket tager opstilling foran gitterlågen. Rygtet siger, at der er et armbånd til næste år i præmie til den første, der når Orange Scene?
17.01, Danni: “Så hurtigt går det, når man har styr på det.” Den milde gråhårede dame i tjek-in-skranken aer min indre 12-talspige for at have begge billetter klar. Slubrer det i mig.
17.01, Køster: Efter et par falske nedtællinger flyver folket ind. En enkelt er særligt vaks på tæerne og får en head start på to-tre mener i forhold til de andre. Han springer over et rødt/hvidt plastikbånd, som vagterne ikke har fået fjernet, og sprinter op mod Orange.
17.16, Fez: Crowden foran den nye Eos-scene er enorm. Vi taler Arena-størrelse. Benny Jamz’ Nørrebro-rap samler virkelig flokken. Eos ligger, hvor Pavilion lå før, og virker ikke som en scene for kunstnere med mange fans. Ved Gringo Bar opgiver jeg at komme længere frem. Lyden er lav. Jeg kan ikke se noget. Udvandrer.
17.18, Danni: Strejfer gennem Mediehørmeren for at tjekke, om Tuborg-baren – som kræver særligt-særligt armbånd – stadig emmer af coket reklamebrancheenergi. It so does. Som et cd-releaseparty i 90’erne, der aldrig stopper.
17.20, Køster. Benny Jamz går på 17.15 sharp på den nye Eos-scene, der har stjålet Pavilions plads. Det må den godt, for den er ret vellykket. Åben, skrånende ned mod scenekanten. Benny Jamz bliver modtaget, som var han Logan Paul med en lastbil fuld af Prime. Folk er sultne og glade.
17.29, Danni: Møder den flinke sangskriver Michael Møller. Han står bagerst i køen til Jake Blount på Gloria. En giga-kø. Og jeg aner ikke, hvem Jake Blount er. FOMO truer allerede.
17.47, Smølle: Det føles faktisk skønt at være med til at indvie en ny scene. Gaia skal prøve at løfte arven fra den kummerlige og pjevsede og helt igennem vidunderlige Pavilion. Held og lykke, siger jeg bare. Umiddelbart har den en god størrelse og en fremragende lyd. Men lyder en fiol godt her?
17.59, Snab: Scowl er superfint. Masser af vrede, hardcore punk, grønt hår. En halv time er fint. Videre.
18.00, McGuire: Er taget til Fever Ray på Arena. En ven beskriver det som “gotisk calypso”. Min calypso-referenceramme begrænser sig hovedsageligt til Hjørring Musikskole, der spiller ‘Sun of Jamaica’ med Goombay Dance Band på gågaden til Lang Lørdag i 90’erne, så jeg er på bar bund. Men keyboardspilleren har en sky-hat på. Den var trods alt ikke gået i Hjørring
18.02, Danni: Fever Ray går på. Karin Dreijer i hvidt overside-suit og med en blond sideskilning, man kan skære sig på. Det hele er iscenesat som lige dele rædselskabinet og Red Light District.
18.14, Smølle: Scowl er allerede ved at være færdige, og det er vel fair nok. Det gik stærkt; de er LA-punk. Ja, mellem os, så lyder de virkelig meget som Hole. Eller Nymphs. Kan nogen huske Nymphs? De havde virkelig nogle øjeblikke. Elsker ‘Imitating Angels’.
18.15, Fez: Mit dogme er igen i år, at jeg ikke må se bands, jeg har set før. Bryder reglen for Fever Ray efter at have overbevist mig selv om, at de jo er et HELT andet band end efter debuten i 2009. De er i hvert fald tungere, mere tribal og endnu bedre!
18.18, Snab: Fever Ray lyder som håbet sindssygt fedt. Helt klart, dybt lydbillede, og det er højt. Kammerat modtager meddelelse om, at han befinder sig i et ”støjende miljø”. Alt er godt – men pas nu på; RF23 i en nøddeskal.
18.20, Anders: Har taget bilen og ankommer sent til Roskilde. Men fuck, min hemmelige p-plads er taget. 15 års sikker parkering tæt ved pladsen er afsløret og tabt.
18.25, Anders: Har fundet et nyt sted at parkere. Tror, det bliver en ny favorit. Come and get it, muthaf***s! Kan mærke, at jeg er ved at være klar til punk og Kendrick.
18.31, Fez: Har Fever Ray hørt Anne Linnets Marquis de Sade-plade? Firser-viben er stærk og dufter af Berlin. Spotter fyr i Bonnie Tyler-T-shirt.
18.32, Smølle: Vi har i princippet lyst til at gå ind i Gloria og høre højpandet musik, men sagen er, at det har vi ikke lyst til, for solen skinner, og vi har en kasse. I stedet falder vi i snak med nogle knægte, der er fortabte i dagens musikprogram, men stadig er iført paphjelme og et sindrigt system af ølbonger.
18.35, Køster: Er hoppet over til Blæst. Hm, lidt skuffet. De lyder lidt, som nogen jeg øvede med på et tidspunkt i 2.g, hvor jeg gik meget op i guitarpedaler.
18.40, McGuire: Blæst spiller en bid af Helmigs ‘Det er mig, der står herude og banker’ på. At dømme ud fra gennemsnitsalderen til koncerten, vil jeg gætte på, at størstedelen af publikums forældre er undfanget til selv samme Helmig-sang.
18.51, Danni: Glenn Bech er til Fever Ray. Han kan teksterne og ligner også en, der nyder koncertens balance mellem umiddelbar spilleglæde og artsy selvbevidsthed. Vi raver kontrolleret.
19.03, Køster: Blæst har faktisk fået tryllet det her om til en ferm popfest, hvor de også lige strejfer Medinas ’Kun for mig’. Fedt at høre den fra Orange – jo ikke en nem scene for et ungt dansk band. Blæst klarer det sgu bedre end de fleste andre.
19.04, McGuire: Nu spiller Blæst Medinas ‘Kun for mig’. Nogen burde måske lige tjekke, om Thomas Treo er okay…
19.10, Snab: ‘Shiver’, ‘Carbon Dioxide’, ‘If I Had a Heart’. Efter et måske lidt for langt forspil er der masser af højdepunkter i en virkelig god Fever Ray-koncert. Det var der brug for.
19.28, Anders: Big Joanie spiller på den nye Gaia-scene syd for Orange. Den er blevet overdækket efter sidste års fiasko med en åben scene samme sted.
19.29, Danni: Laaaaahaaaang kø til Chat Pile. Var ellers klar på at slås.
19.31, Anders: De tre medlemmer fra Big Joanie indtager scenen med en meget slukket attitude. Skulle dette ikke være vred, feministisk punk fra den sorte del af London? Er revolutionen udskudt?
19.31, Danni: Ok, intet problem at komme ind.
19.33, McGuire: Ender ved et tilfælde til Villano Antillano på Eos. Transseksuel rap fra Puerto Rico, der vil udfordre machodominerende konventioner i det latinamerikanske rap- og reggaetonmiljø. Rockismen har det indtil videre forholdsvis svært på RF23 …
19.35, Køster: Teenagerne har fået løbepas i et par timer. Er i stedet hoppet med Smølle og Anders K over til Big Joanie, britisk feministisk punk spillet af tre sorte kvinder. Attituden er glimrende, bl.a. er en stående trommeslager a first for mig.
19.35, Fez: Big Joanie er 20 min. forsinket og har måttet vente på, at Blæst blev færdige. Orange larmer ind i Gaia. Supporter Big Joanie i det soundclash. Trioens sanger og guitarist Stephanie Phillips er også musikjournalist og har skrevet en bog om Solange! Gruppens musik er en slags skramlet Riot Girrl-punk. Den hænger næsten sammen.
19.36, Smølle: Det lykkes at møde blogbrødre Anders og Janus på nye Gaia, se Big Joanie lægge ud og derefter gå efter øl. Det er en taktisk fejl. Da det endelig lykkes at finde en ølskranke langt fra Gaia, er vennerne videre, og Joanie er et fortabt minde.
19.37, Køster: Big Joanies næste sang handler om kapitalisme, og hvordan hvide mænd har forgiftet verden. Alle jubler. Jeg kigger mig omkring i teltet med et svedent grin, mens jeg krammer min øl til 65 kr.
19.39, McGuire: Alle de voksne (vi er vel omtrent 5-600 stykker tilbage på hele festivalen) har søgt tilflugt til Big Joanie-koncerten. “Gaia – det sidste frirum for voksne mænd med vigende hårgrænser og slidte Wilco-t-shirts”.
19.40, Køster: “I’d like to be friends with you/ but I only feel hatred”, synger Big Joanies bassist. Mit grin går fra svedent til branket.
19.42, Snab: Copenhagen-dong! Big Joanie på Pavilion: ”Det er første gang, vi er her i … Copenhagen.”
19.42, Anders: Jeg er ked af at sige det, men Big Joanie flopper totalt med noget virkelig sloppy efterskolerock. De er simpelthen ikke på niveau, hverken på talent eller energi.
19.45, Danni: Chat Pile kaster med hardcore-håndgranater i Gloria. Og mellem sangene taler sangeren indgående om danske film: “They all say Pusher II is the best one. I think it’s the weakest in the trilogi. But we all love Mads.”
19.45, Køster: Dejligt nok med en opsang fra scenen, men Big Joanie skulle nok have øvet sig lidt mere, hvis de ville have mig ud i den helt store selvransagelse.
19.48, Fez: Big Joanies stående trommeslager giver kapitalismen en overhaling. Foreslår alternativer som socialisme og anarkosyndikalisme. Bagefter spiller de en intens udgave af Solanges ’Cranes in the Sky’.
20.08, Fez: På Apollo, venter på Ivorian Doll fra London. Hendes DJ og hypeman spiller hits for lige at varme folk op. Er vi ikke kommet videre? Svaret er nej. Ivorian Doll rapper oven på sin egen stemme fra harddisk. Måske vil hun hellere danse? Stemningen er mere soundsystem end koncert, men selv om der er glimt af noget sjovt i fx ’Big Bad IVD’, er showet stendødt.
20.11, Danni: “The Hunt that is your’s too. And The Celebration. Thomas Vinterberg, what a guy!” Chat Pile er ekstremt velspillet og vredt og skønt. Men det bliver snakken om film, vi husker om 10 år.
20.22, Smølle: Er på Apollo og ser Ivorian Doll, og jeg ville ønske, at hun var en lysende håb for britisk hiphop, men det tror jeg ikke rigtig på, og ja, jeg ved godt, at man aldrig skal dømme rappere på, hvordan de gør det live, men det her skal ikke være sådan.
20.23, Snab: Suk! Nu er der også en fra publikum på scenen for at twerke. Ivorian Doll er virkelig … ingenting. Intet! I bedste fald skitser til et eller andet. Tager mig til tindingerne, får Red Hot Chili Peppers-flashbacks.
20.40, Køster: Bestiller kyllingeburger fra Uformel. Får et lille grønt nummer med tallet 432 på.
20.45, Køster: Finder ud af, at de er nået til nummer 366. Der er med andre ord mere end 60 numre til min kyllingeburger fra Uformel.
20.50, Anders: Rema på Arena – den nigerianske stjernerapper har antændt en fest i et tætpakket telt med en et ungt publikum.
20.52, McGuire. Er blevet lokket med til nigeriansk rap med Rema på Arena. Kids’ne går amok. “Det er, fordi han er kæmpestor på TikTok!”, siger min veninde. Igen, rockismen har svære vilkår i år …
20.57, Anders: Rema får teltet til at koge med tunge beats, bollebevægelser og budskaber om fest og fællesskab. Det er Roskilde Classic direkte fra Benin City.
21.06, Anders: Remas dj skal holde op med at råbe ”Make some nooooise!”
21.08, Smølle: Tilbage på Gaia – han er Gaia, hvad end han gør – og Bala Desejo er meget lette at holde af. De er brasilianere og praler med at være en cocktail af psych og sommerlig bossanova, men ærlig talt er det mest det sidste, man kan høre, og den psykedeliske del forsvinder lidt i håndplukkede, brasilianske rytmeguitarer og generel sommerstemning. De er skønne.
21.10, Køster: Har endnu ikke fået min kyllingeburger fra Uformel. Kendrick tårner sig op i horisonten.
21.10, Fez: Uf. Havde set frem til at høre Bala Desejo spille brasiliansk revivalmusik på Gaia. Men det fiser ud i hotel-lounge-hygge og nogle tilbageskuende Sweethearts-vibes, som føles helt ude af trit med 2023. Jeg har det svært i aften, men Fever Rays elegante galskab og Scowls energi sidder heldigvis i kroppen endnu.
21.11, Nykjær: Spotter den første fodboldtrøje på pladsen, den er fra Union Berlin. St. Pauli er allerede presset i hipsterklub-hierarkiet.
21.14, Danni: Christine Antorini stikker hovedet ind i Beer Barn ved Arena, mens Rema dunker i baggrunden. Min ven, som er rådgiver i Danmarks Lærerforening, lader hende slippe for en diskussion om folkeskolereformen. Men hun skal nok passe på med at rende ind i McGuire.
21.15, Snab: Nej. Brasiliansk, men nej. Bala Desejo på Gaia. Så generisk som husorkestret på Oslo-båden, tænker jeg ondsindet. Og siger det muligvis også. Ivorian Doll-oplevelsen sidder stadig i mig.
21.19, Køster: Der kom min kyllingeburger fra Uformel. Den var god. Der var kimchi i. Men det er sidste gang, jeg bestiller en kyllingeburger fra Uformel.
21.37, McGuire: Rema spiller noget, der lyder som en tro kopi af ‘Zididada Day’. Rockismen – og Jimmi Colding – er ikke helt fortabt endnu.
21.42, Nykjær: Køber en cola i en af Tuborgs boder. Den er tilsyneladende organisk. Konstaterer, at den smager lidt som Jolly-Cola.
21.42, McGuire: Spotter Christine Antorini. Hvis de unge bare vidste, hvor surt, hun har gjort livet for dem. Det er sikkert også hende, der har taget livet af Mediebyen.
21.44, Snab: Lorna Shores backtrack-pumpede symfoniske metal hjælper ikke på situationen. Slet ikke, da lydmanden tilsyneladende falder i søvn over faderen og skruer op på 11 for de keys, der ikke er på scenen.
21.54, Snab: Pitkøen foran Orange til nogen, der hedder Orange Orbit og Second Chance. Lyder lovende. Kunne teoretisk set være rock.
21.55, Danni: Åndssvagt og årligt tilbagevende pitproblem igen-igen inden Kendrick Lamar. Publikumsprop i yderste halvdel af bageste pit, masser af plads i midten. Kan alle de der personer i veste ikke fordele mængden?
21.56, Snab: Alien knepper ko! Fyren, der bærer rundt på dem, har en t-shirt på med … Alien knepper ko. De er nu blevet så legendariske, at de kan købes på en t-shirt på ”Danmarks rockmuseum” Ragnarock (med den pænere titel ”Alien boller ko”).
21.58, Anders: Varmer op til Kendrick med de tre japanske piger i Kuunatic, der spiller spacy, futuristisk psykedelia på den nye Platform-scene. Ren Yoko Ono Jam.
22.05, Køster: Kendrick time. Fem minutter forsinket.
22.10, McGuire: Ender lige midt i en gigantisk efterskolefest til Kendrick Lamar. Det er overvældende. Manden er for de unge anno 2023, hvad Avril Lavigne på Grøn i 2004 var for os andre.
22.19, Danni: “Så nu kommer den, hvor han synger om hende, han bollede i København.” Ung kvinde bag mig kan sin Lamar.
22.21, Køster: Kendricks show er ret anderledes end den turné, han netop må have afsluttet. Bl.a. med en flok dansere på scenen der nærmest udfører en slags kunstperformance. Og helt andre visuals. Den mand må være afhængig af kompromisløshed.
22.25, Snab: Kendrick Lamar er dygtig.
22.28, Nykjær: Hvis Depeche Mode gjorde synthpop til stadionrock, er Kendrick Lamar lige nu ved at gøre det samme med hiphop. Der er virkelig muskler i den hitparade, han strør ud over Orange, og selv her hvor jeg står, cirka halvanden fodboldbane fra scenen, er festen total.
22.59, Danni: Helt herude ved cocktailbaren råber folk “wuuuuh” af genkendelsesglæde to sekunder inde i alle Kendrick-numre. Kæmpe hitparade. Lidt kold. Men stadig kæmpe.
22.39, Køster: Efter ’King Kunta’ og en række andre bangere kommer ’Humble’. Wow. Kendrick er altså på sit eget niveau når det kommer til at gøre hiphop til personlig, skrap poesi på ætsende beats. Pladsen går banjo.
23.00, Køster: ‘Bitch, Don’t Kill My Vibe’, messer Kendrick Lamar. Det er der absolut ingen der gør. Mørket falder på, teenagere i alle aldre er glade, og det hele er lige som det skal være på Roskilde.
23.23, Anders: Biig Piig spiller op til sensuel midnatssoul på den nye EOS-scene. Der er mere Ibiza end Irland over den irske sangerinde med de synkoperede beats og glimmer-bh’en.
23.25, Danni: De gamle røvhuller, der liiidt savnede et par musikere eller bare en korsanger til Kendrick Lamar, har samlet sig i Rødder & Vin og får sig et smågæret glas hvid.
23.33, Smølle: Endnu en ny scene, og hvor ville jeg ønske, at den her havde noget personlighed, men den er virkelig generisk. Til gengæld er Biig Piig bedre, end en irsk rapper med navnet Biig Piig har nogen ret til at være. Det betyder i dette tilfælde ‘ret god’. Jeg kunne have ønsket bedre forudsætninger end at gå på samtidig med Kendrick Lamar, men hvad kan man gøre.
23.34, Anders: Så er der sgu saxofonsolo hos Biig Piig. Modigt. Og fedt!
23.37, Nykjær: Står i kø til madbod. Bag mig chatter en dansk pige og en svensk fyr hinanden op og snakker om, hvor de kommer fra. Svenskeren “älskar Köpenhamn” og fortæller lidelseshistorie om at leve med Systembolaget nogenlunde som en amerikansk Vietnam-veteran ville fortælle om Saigon. Måske en gængs svensk scorestrategi?
23.53, Anders: Jessica Smyth aka Biig Piig har boet i Spaniens som barn og skifter lejlighedsvis til spansk rap. Det klæder hendes groovy midnatsshow, der er som balsam for den mindre crowd foran EOS.
23.53, Smølle: Det er absolut ikke lykkedes mig at lokke nogen til Queens of the Stone Age, og ærlig talt, kald det anti-rockisme, kald det udmattelse over Josh Homme, en mand der faktisk hedder ‘Mand’ til efternavn, og kald det rimelig utilfredshed med hans opførsel. Men hans musik er og bliver skøn. Han lægger ud med ‘No One Knows’ og ‘The Lost Art of Keeping a Secret’, og jeg overvejer at kaste mig ind pitkøen, men har en aftale omkring cumbia på Gaia.
23.55, McGuire: Queens of the Stone Age går ti minutter for sent på. Til gengæld åbner de med ‘No One Knows’. Dejligt med et band, der kender sit publikum og deres behov for snart at komme hjem i seng og hvile fødderne
23.58, Nykjær: Smutter en tur forbi Apollo, hvor DJ-trioen Purple Rave Club holder nattefest med techno og psy-trance, og med et klart formuleret fokus på inklusion og safe spaces for minoriteter. Det lyder dybest set som et rave på Trekroner-fortet i 90’erne – der lader generelt til at være sket større udvikling i dørpolitikken end i musikken på den scene. Men det var måske også dér, den var mest tiltrængt?
00.53, Smølle: Roskilde har en snydekode af den anden verden, og den hedder viden om, hvad der foregår i Latinamerika. Son Rompe Pera er en ren genistreg. Reelt har de ikke meget andet at byde på end en enorm marimba, spillet af to, og nogle fucking lækre og velplejede latino-kroppe, men du milde, det er nok. Gaia – det telt igen – er allerede lagt ned.
Læs også:
https://bloggersbychoice.dk/roskilde-festival/rf23-snapshots-stroetanker-og-eurekamomenter-torsdag/
https://bloggersbychoice.dk/rf23/rf23-snapshots-stroetanker-og-eurekamomenter-fredag/
Bloggers By Choice 