Det blev fredag, og festivallivet begyndte at kunne mærkes – på alle de gode og mindre gode måder. Vi faldt i svime til Blur, var ved at dø af midtempo-pænhed, blev pint med kystbanefunk og reddet af en anatolsk folkesang. Læs her, hvordan festivalens næstsidste dag gik for de garvede bloggere.
09.58, Nykjær: Mere end 100 meter kø til bruserne. Rykker min hygiejnebarre ned på Roskilde-niveau.
10.25, Fez: Åbner dagen med en medierunde og konstaterer, at Ekstra Bladet for Gud ved hvilken gang skriver noget om Tove Los bryster. Og at overskriften på en trestjernet anmeldelse af den homoseksuelle rapper Lil Nas X er “taget i røven af stjerne.” Hej EB, 1975 har ringet og vil have sin værkstedshumor tilbage.
10.28, Nykjær: Veninder er, når en kvinde sætter sig ned i græsset for at tisse, og en anden stiller sig foran hende og dækker til. Som hofdamerne i Svinedrengen. Søstersolidaritet!
11.39, Danni: Uha, nej, vi må ikke få en billet, der kan printes. Monopolet Ticketmaster tvinger folk ind i deres app, som så går ned, når billetterne skal bruges. Mange nødstedte endagsgæster starter festivalbesøget i dødskø til deres hjælpevogn ved trinbrættet.
11.44, Nykjær: Lang kø til Meyer’s morgenmadsbod ved Avalon. I oplevelsesøkonomiens ånd klares ventetiden med musikbanko. Der er flæskestegssandwiches på spil, og mand i måske-ironisk Irma-jakke styrer løjerne. Han spiller snippets af kunstnere fra festivalens line-up med en, tidspunktet taget i betragtning, imponerende energi, som ingen i køen helt kan matche. Men vinderne er glade.
11.58, McGuire: Vækkeuret ringer. Ser på Facebook, at en bekendt står klar til The Po’ Ramblin’ Boys på Gaia. Må desværre meddele ham, at den mest skuffende aflysning siden Bowie er en realitet.
12.08, McGuire: Står på parkeringspladsen ved Vor Frue. Vejret er underligt. Skal det være varmt eller ej? Shorts eller lange bukser? Og hvornår bliver det koldt? Skal man have noget med fleece med? Og bliver det hatte-vejr? Alderen og ubeslutsomheden er begyndt at trykke som en varmfront fra øst i juli.
12.30, McGuire: Den gamle Medieby bag Orange er omdannet til rekreativt område, hvor man kan dase i solen og spille vikingespil eller kæmpe-mikado. Som at invitere til børnefødselsdag på den lokale kirkegård. Har I historieløse og kulturforarmede unger dog ingen respekt for de ofre, vi andre måtte bringe lige netop hér for at få vores Tuborg- og Universal-armbånd tilbage i 2008?!?!
12.31, Danni: 30 minutter inden Guldimund er Avalon-teltet fyldt til randen.
12.59, Fez: Folk rykker i flokke mod Avalon. Ligner guld til Guldimund. Benytter det gamle spejdertrick og går mod strømmen for at finde madboder uden kø
12.50, Danni: I tætpakkede Avalon og siger med hævet stemme. “JAH, jeg har jo været mentor for Asger på RMC.” Skriver også lige dette tweet om det.
13.02, Nykjær: Guldimund har været på scenen i 15 sekunder, og der er allerede fællessang. Den her sejr er vist allerede hjemme.
13.04, Danni: Asger Nordtorp crowdsurfer i første nummer under en sax-solo. Roskilde-øjeblik. Er det nogensinde sket før? Første nummer? Under en saxsolo? Som om han allerede har sejret.
13.04, Nykjær: Guldimund er stadig i gang med sin første sang, og der har allerede været både saxofonsolo og crowdsurfing. Der er sket mere på fem minutter, end der normalt gør ved hele koncerter.
13.19, Danni: Fotograf Søren Solkær er på scenen med sit kamera. For ikke at tiltrække for meget opmærksomhed har han en SKRIGgul jakke på.
13.23, McGuire: Længden på køen til min festival-nemesis, Tatar-boden i Foodcourt 2, er kort og retfærdig. Jeg holder mig på behørig afstand. At spise råt kød på Roskilde Festival er, som dengang Jeff Buckley spillede på Rød Scene, og alle havde travlt med at høre The Bluetones; det er sådan noget, man fortryder resten af sit liv.
13.27, Nykjær: Guldimund er følelser i ren form. Uden filtre, ironi eller manerer. Fortællinger helt inde fra hjertets køkkenbord. Han investerer alt i den her koncert og får tilbage med renter fra et meget veloplagt Avalon. Det er helt magisk, det her!
13.34, Danni: Asger Nordtorp fjumrer for at spille ny sang. Knækker sammen af grin. Spiller på usikkerheden. Det fungerer, alle vil ham det godt.
13.38, Nykjær: Guldimund giver os en sang, han lige har skrevet for to dage siden. Den lyder som et stort hit in spe. Hold øje med omkvædet “Hvor længe har du tænkt dig at gå med hendes halskæde” i radioen om nogle måneder.
13.59, Fez: Komplimenterer en fyr for hans Channel Tres-T-shirt. Der er for lidt house på festivalen.
14.00, Fez: Ganger åbner Arena med en motorcykel på scenen. Bedste brug af kværn på en dansk festival siden Judas Priest på Copenhell i 2022.
14.22, Fez: Ganger leverer endnu et eksempel på den koreograferede koncert à la Fever Ray og senere i nat Christine & the Queens. Ser godt ud. Flere sange kunne godt bruge et houseremix.
14.31, Snab: Der er decideret saxsolo til Ganger. Korsang, 80’er-agtig lyd, motorcykel på scenen. Alt er 80’er.
15.06, McGuire: Flader ud til Ganger på Arena. De kæmper en brav kamp mod både solen, tømmermændene og en lidt for efterskoleficeret udgave af ‘Elsker dig for evigt’
15.13, McGuire: Så skulle du bare vide, hvordan jeg har det med Christine Antorini, min ven.
15.17, Danni: Min ven er begyndt at køre ironiske band-t-shirts på Roskilde. I dag The Strokes. Næste år kommer han i Busta Rhymes-hoodie.
15.25, Fez: Nigerias Adekunle Gold ser smooth ud i turkis denim og spejlsolbriller. Hans mix af afrobeats og reggae ligger lunt i eftermiddagsbrisen på Eos. God crowd. Streaming har virkelig åbnet døren til verden uden for UK/USA. Mr. Gold lyder og snakker som en gammeldags jamaicansk loverman, og hans liveband ligger lunt i lommen.
15.31, Snab: Adekunle Gold kender DJ-regel nummer 1; spil for pigerne. Der danses, det er smooth, hyggeligt i solskinnet, fint mix af Jamaica og Nigeria. Men det er satme også pænt, igen intet man kan skære sig på. Og der er hele tre medbragte fotografer på scenen – to af dem kunne teoretisk set have afløst båndkoret med livekor.
15.36, Danni: Selv om nigerianske Adekunle Gold har turkis denim på, er sange og band farveforladte på Eos.
15.46, Nykjær: Opdager, at der er “cool lockers” på Get A Tent-pladsen. Man kan simpelthen leje et lockerskab, der holder ens drikkevarer kolde. Den friktionsfri festivaloplevelse er endnu et skridt nærmere.
15.47, Danni: Bryder mig endnu ikke om den åbne og flydende plads foran Eos. Hvem ser koncert? Hvem hænger ud i en bar?
15.57, Smølle. “Det føles som et sted, hvor vi render ind i nogen, vi kender, om få sekunder,” sagde jeg, da vi rundede Gaia, lige inden Body Type gik på. Og efter få sekunder … hej!
16.03, Danni: Året er 2008, og jeg står ved Pavillion og ser et indieband, som har fået 7,3 i Pitchfork. Nej, vent, det er 2023, og jeg er til Body Type i Gajol … Jeg mener i Gaia.
16.08, McGuire: Hører meget londonske Greentea Peng på Arena. Det er egentlig meget fedt, men altså, Danny Dyer fra Eastenders har ringet – han vil gerne have sin måde at udtale “brother” og “water” på. #browa #woo’ta
16.08, Fez: Nogle gutter spiller rundt om bordtennisbordet foran The Coffee Lounge, mens Adekunle Golds smooth band fører den smooth fyr til en smooth finale.
16.13, Danni: Body Type-forsangeren spotter Alien & Ko, som i øvrigt står lige ved siden af mig, og siger, at det ser ‘hot’ ud.
16.14, Anders: Body Type er et australsk pigepunkband med masser af attitude. Lidt a al tidlig The Go-Go’s, komplet med en pink Belinda Carlisle-look-alike i front.
16.21, Smølle: Det føles eddermanme dumt at prøve at mansplaine australsk powerpop, men det, Body Type lægger ud med, er Rolling Blackouts Coastal Fever meget bedre til. Men jeg tror ikke, de har lige så meget at sige. Egentlig kan jeg ikke huske noget, de har sagt.
16.31, Danni: Body Type er bandet, man gerne vil ha’, ens datter spiller i som 17-årig, men er gået ud af som 23-årig. En halv time med dem var fint og nok.
16.34, Snab: Rutine!
16.34, Smølle: Body Type er ved at bygge en god søjle damp op. De spiller et nummer, der er meget let at synge teksten til ‘99 Luftballons’ til. Det er deres bedste foreløbig.
16.43, Danni: Trasker mod Greentea Peng. Får sms: ”Det er sløjt. Kom til jazz i Gloria.” Drejer skarpt til venstre.
16.45, Fez: Står ved 1664-baren og ser over på Koskenkorva-baren og tænker på dengang, Roskilde ikke ville have sponserede barer på pladsen.
16.50, Danni: Luedi Ljuni kaldes ’Brasiliens Nina Simone’ i programmet, hvilket lyder smart, men det er også dumt, for ligheden er nærmest kun hudfarven. Tonen er en helt anden, men sikke en nerve. Iført sølvkjole og med et band, som jazzgroover dybt og stramt, forvandler hun Gloria til en blå jazzklub i Rio.
16.52, Snab: Noget i mig kan virkelig godt lide Body Type. Der er lidt savnet garagefræs, vildskab og punket energi over australiernes version af rock – men igen ville en stram halv time sikkert være nok. De slutter af med et ”see you in the moshpit to Blur”.
16.55, McGuire: Hørt i køen til Poke Bowls ved Food Court: “Vi skal over og høre Christopher. Min mor elsker ham!”
16.55, Nykjær: Vi bestiller kaffe i en Peter Larsen-bod. Hustruen vil have en latte med havremælk, men der er kun almindelig mælk tilbage. Hvad ville medlemmer af Alternativet have gjort i den situation?
16.59, Køster: Lang dag på arbejdet. Så kunne jeg være der. Ankommer til min store overraskelse til en jamsession med Bas-Ida mfl. på Orange.
17.02, Snab: Copenhagen-dong fra Orange: “Good to be back in Copenhagen”, lyder det hele vejen ned til Gaia, fra hvem der nu end er i front for den der JammJam-session. Forinden var der en velkomst med “all the way from Denmark”. Musikken lyder som kystbanefunk.
17.04, Nykjær: eee gee går på scenen iført bred, violet blomsterhat og jakke med fjerboa-agtige ærmer. Yvonne havde nikket anerkendende.
17.13, Nykjær: eee gees fine popsange swinger varmt i solen, men Eos er for lille til hende. Hun skulle have været på Avalon, der også havde holdt bedre på lyden. Vi er mange, og herude i kanten af mængden bliver det reduceret til baggrundsmusik. Keder mig lidt og må videre.
17.20, McGuire: Klarer med nød og næppe tyve minutters konservatorie-funk fra The Antonelli Orchestra Jam på Orange, før jeg giver op. Møder to blogbrødre på vejen. Clue: Den ene peger rasende på Orange og siger “Jeg elsker funk – men dét der er DÅRLIG funk!”. Den anden er Snab. Han er bare rasende.
17.24, Danni: Hænger ud bag Rødder & Vin i det område, vi har døbt ’Østerbro.’ Et par spiller boccia. Vi prøver at gætte, hvem der er på scenen til JammJam i det fjerne. Vi kan kun høre Laid Back.
17.24, Smølle: eee gee er en rost og virkelig eferspurgt sangskriver, og jeg venter og venter på de stærke sange, måske forgæves.
17.32, Anders: Laid Back gæster den u-annoncerede JammJam, som kaster sig ud i en liiidt tyndbenet ‘White Horse’. Ikke meget farlig 1983-clubbing-coke-epidemi-hærg over den tune her i solskinnet.
17.32, Køster: Aha, de kalder sig Free Nationals og er åbenbart Anderson .Paak’s band? Nu går Christopher minsandten på scenen. Han siger, at han altid har drømt om at stå der. Han må hellere nyde det, for det kommer næppe til at ske igen.
17.33, Anders: Der er vel kun to tekstlinjer i ‘White Horse’, men Tim & John formår alligevel at fucke det op med elendig timing. Super stenet.
17.34, Anders: Der er vel reelt fire tekstlinjer i ’White Horse’ – men de virker til at have skåret det ned til to. For enkelthedens skyld. Eller har Tim & John cancelled ”If you want to be rich / You got to be a bitch”.
17.35, Smølle: Hvis man myrder en sang ved at gøre den til en ballade, er det så en mordballade? Det er i så fald, hvad ‘More than a Woman’ lige kom ud for. Respekt dog for at holde sig fra en ‘eee gees’-joke.
17.36, Nykjær: Kan høre JammJam i det fjerne ovre fra Orange. Tommelfinger-bas og trommer i friløb. Har altid haft det svært med jam-tingen – serielle blæresoli og Prince-komplekser. Musik som sport. Går derover for at skrive noget surt om det, men i samme øjeblik, jeg når frem, kommer Laid Back ind og spiller ‘White Horse’, og nu er jeg kun kærlighed igen.
17.36, Fez: Efter jeg har brugt en halv time på at bande over, hvor dårligt JamJam er, præsenterer de fandme Laid Back som gæster. ‘White Horse’ fra Orange! Og det lykkes ikke jamtyperne at ødelægge den ofte samplede og mest funky danske klassiker. Tak. Bagefter dør ‘Sunshine Reggae’ mellem bandets jamhands.
17.38, Snab: Efter en glimrende flæskestegssandwich er nysgerrigheden simpelthen for stor til at undgå JammJam. Og der er proppet på Orange. Eneste alternativ på dette tidspunkt er eee gee. Stakkels Laid Back, der er lokket med i den session, som kun er to danskvand i håret fra at involvere Peter A.G. Er Roskilde blevet til Smukfest?
17.37, Køster: Spotter Philip Billing til den her lidt dodgy jamsession på Orange. Zanka står der også. Min sidemand flyver over for at få taget en selfie med ham. Hver sin lyst.
17.45, Anders: Så er det blevet flotte Christophers tur til at JammJam’e. Der kommer et kæmpe rykind fra Mediebyen.
17.49, Køster: Og Lukas Graham. Det her har jeg altså ikke signet op for! Når de nu er i gang med popkoryfæerne, skulle de hellere tage og hive Nik & Jay op på den scene. Det ville rive hele pladsen over.
17.52, Nykjær: Går forbi Champagne Lounge mellem Orange og Arena. Det ligner en miniudgave af Mediebyen, der ikke kræver særligt armbånd. Liggestole, god plads og voksne mennesker, der ser ud, som om de ikke sover på campingområdet.
18.01, Fez: Rokia Koné – en af de mest lovende sangere fra Mali – begynder i et nærmest tomt Avalon.
18.15, Fez: Koné fra Bamako kører med europæisk backing og en elektronisk puls til sin mere traditionelle sang. Nyeste album er produceret af Jacknife Lee, som U2, REM og Snow Patrol også har leget med. Det er nydeligt, men ikke mere.
18.17, Smølle: JammJam, som vi kan høre fra Orange, må være en improviseret nødløsning. Og noget, der sikkert har været hyggeligt i øveren. Vi hører to firserguitarsoloer, én solo på tromme, samt Lukas Graham.
18.20, Nykjær: Man tror på sit materiale, når man smider sit største hit som blot andet nummer. ‘Be Sweet’ var en af 2021’s mest formfuldendte popsange, men Japanese Breakfast fedter ikke med den.
18.21, Danni: På Arena åbner Japanese Breakfast med to af deres største sange, masser af smil, gong-gong-brag og gode intentioner fra den spinkle kjoleklædte frontkvinde Michelle Zauner. Desværre også ringe lyd.
18.22, Snab: Rokia Koné mærker JammJam-effekten på Avalon … Meget tyndt besat. Hun er en stjerne, men det her er bare flere midtempo-sange uden kant. Intet gør ondt, intet er farligt. Jeg er simpelthen ved at drukne i pænhed på den her festival.
18.22, Køster: Som min sidemand til JammJam siger: Dejlig koncert. Lidt som at høre en Absolute Music-cd.
18.31, Smølle: Jockstrap går på scenen til temaet fra Succession. Det er en høj barre at sætte. Lad os håbe, de kan leve op til det.
18.35, Fez: Eksploderer snart, hvis jeg skal høre flere sange i midttempo. Prøver alligevel Japanese Breakfast og konstaterer igen, at lyden uden for Arena er bedre end inde i teltet.
18.35, McGuire: Ender til ret hyggelig Japanese Breakfast-koncert. Eller som der burde stå i festivalens program: “50 minutters frit lejde for voksne mænd med slumrende Hope Sandoval-komplekser”
18.39, Smølle: Et mindre rave bryder ud til Jockstraps ‘Jennifer B’. Lad os håbe, det ikke er et vildspor.
18.54, Smølle: Der sives fra Jockstrap, som er fanget i midtempo-helvede. Jo, det var et vildspor. Formentlig er det dumt at gå, da det hele sikkert letter i samme sekund, som vi er gået om hjørnet til Eos.
18.55, Nykjær: Japanese Breakfast er indbegrebet af den firestjernede koncert. Det lyder virkelig godt og er dejligt at være i, men jeg husker næppe den her koncert om et år.
19.00, Køster: Er trillet med et par venner ned for at høre Yaya Bey på Eos-scenen. Virker som et sympatisk soulprojekt. Desværre også nok den koncert, jeg nogensinde har været til, som gør mindst indtryk. Det er ikke godt, det er ikke dårligt, det er der bare.
19.01, Danni: Japanese Breakfast har været en lang opadgående kurve. Kulminerer i en kølig eksplosion i ’Posing in Bondage’. Tålmodigheden betalte sig hér.
19.08, Smølle: Der er nærmest ingen mennesker foran Eos til Yaya Bey, der allerede efter de første to numre erklærer, at hun ovenikøbet har halsbetændelse. Her med er det pludselig rigtig hårdt op ad bakke.
19.20, Fez: Den mere og mere febrilske jagt på tempo går via Jockstrap (nix) og videre til Yaya Beys Brooklyn-r&b. Stort set kun ballader, men dejligt nok i lav sol over Eos.
19.22, Anders: Yaya Bey spiller saliggørende soul for en lille crowd af festivalveteraner på Eos. Det swinger mindst lige så godt som Lukas Graham Jam ovre på Orange – men der er også lidt rigeligt generisk Copenhagen-Jazz-Festival-tirsdagskoncert-med-rødvinspletter-på-kjolen over det.
19.27, Snab: ”Det her er vores sidste sang. En anatolsk folkesang. Den er lang og bliver lidt psychedelisk til sidst,” siger tysk-tyrkiske Derya Yildirim. Det er en helt forrygende koncert, hele Gloria groover. Det er smukt, det er musikalsk, der er lange passager med tungt groove og syrede keyboardflader, fløjte og guitarsoli – tilsat Derya Yildirims glimrende Baglama-spil og smukke tyrkiske vokal. JEG ELSKER ROSKILDE FESTIVAL!!!!
19.38, Smølle: Bey drikker konstant af en vandflaske og virker lidt pessimistisk omkring at gennemføre – men hun synger nu stadig vidunderligt. Den kølige façade fra pladerne er nu ikke til at genkende. Hun virker oprigtigt taknemmelig over udsigten til at nå i mål.
19.42, Anders: Prisen for festivalens konstant mest håbløse betjening går til Coffee Lounge ved Eos. Jeg stiller mig i en kø med bare tre personer foran mig – men efter flere minutters ventetid pga. sludren om mælkeskum og roderi med betalingen forrest i den ikke-eksisterende kø opgiver jeg. Igen.
19.55, McGuire: Find en partner, der fuldender dig, som David Bowie-sokker fuldender Anders Bøtter fra Portrætalbum på Radio4.
19.57, Smølle: Yaya Bey klarede den! Hun kører i mål med ‘Meet Me in Brooklyn’. Giv den kvinde en stor grog med rom i og en sommerferie. Og lad os så ses på en scene med rigtig størrelse, og måske i mørke.
20.04, Fez: Endelig puls! Tribal house og colombianske trommer. Ghetto Kumbé har masker på og pumper rytmer fra både pult og congas. Duoen synger og chanter. Det er folklore op mod det industrielle, og beatet lander på et tørt sted.
20.21, Anders: Den legendariske Spaghetti 45 er død. Længe leve Bolognese 60!
20.23, Anders: Den dybe tallerken med spaghetti fra Himmelev Vollyball Klub har været en fast del af min Roskilde-rutine, siden Berlin-muren stod. Prisen er blevet dyrtidsreguleret, men det er stadig best value ift. de opskruede madpriser på pladsen.
20.31, McGuire: Har I egentlig bemærket, at Svensker-Labyrinten bag Orange er væk? Hvornår skete det? Jeg nåede slet ikke at sige ordentligt farvel.
20.31, Nykjær: Lille tip til Volt. Når man har ladningsstationer til mobiltelefoner rundt omkring på pladsen, er det en god idé at sørge for, at de faktisk befinder sig dér, hvor festival-app’en siger, de befinder sig.
20.33, Danni: For anden gang ved Apollo, for anden gang kø ved indslusningen. Ingen Ghetto Kumbé til mig.
20.38, Anders: D-Block Europe er verdens ensomste dj og rappere på Arena, mens Kesi holder fest på Orange.
20.38, Snab: Er nærmest lykkelig. Der vajer et flag med Boogies-logo foran scenen til maskeklædte Ghetto Kumbé. Colombianerne spiller endda noget så sjældent som uptempo. Der danses heftigt på Apollo, det er befriende.
20.42, Anders: Dj fra D-Block Europe: “Make some noise in the back!”. Well, der er ikke nogen heromme, makker.
20.58, Snab: Det er nærmest altid ved Gaia, man spotter en armbåndsvest. #hjerteemoji
21.02, Køster: Foran handicappodiet på Gaia er det nye safe place på Roskilde Festival. Nu til country med Nikke Lane.
21.08, McGuire: Nikki Lanes backingband er som taget ud af side 1 i det store katalog med country-backingbands. Det viser sig dog, at de er importeret fra Spanien. Men stilen fornægter sig ikke.
21.18, Køster: Nikki Lane er fra Nashville. Hendes band er fra Spanien. Det kan man ikke se, de ligner en perfekt inkarnation af Freak Brothers. Hår og skæg over det hele, stenede bevægelser.
21.20, Danni: Til Nikki Lane spotter Elsnab en kvinde i grøn kjole med sorte prikker og konstaterer: ”Det er en New Young Pony Club-single.” Alt den mand ved om mode, ved han fra pladeomslag.
21.23, McGuire: Der er kaotiske tilstande ved chance-køen til Blur. To ældre frivillige forsøger at dirigere et åbenlyst tredjedags-beruset publikum over i en anden kø med omtrent samme militære pondus, som var det hjemmeværnet, der forsøgte at styre trafikken til Brønderslev Heste- og Kræmmermarked.
21.32, Køster: Må indrømme over for min house-elskende ven Morten, som jeg har slæbt med til Nikki Lane, at det er meget standard og lidt kedeligt. Men det er golden hour på festivalen, og alt er godt.
21.41, Smølle: Nikki Lane skal bevise, at country altid fungerer på Gaia – som det gjorde på Pavilion før. Gammeldags opstilling, som jeg når at beundre som Nashvilles fineste unge countrymusikere med langt hår og fuldskæg, indtil Lane selv røber, at de alle sammen er hyret i Spanien for få dage siden.
21.45, Smølle: Nikki Lane og hendes guapos indleder slutspurten med ‘Denim & Diamonds’, truer med at komme tilbage: “we’ll come find you wherever you are” – og de er velkomne. Det er ikke så svært at spille en fin, kort koncert. Trods alt.
22.06, Snab: Merchbod! Nikki Lane kommer selv ud efter sin skønne koncert på Gaia og snakker med folk, skriver autografer, stiller op til billeder. Elsker det!
22.14, Køster: Går mod Blur. Der er overraskende god plads i Hellerup-krydset, aka. Asfaltvejen til højre for Orange. Det må være Rosalía ovre på Arena, der trækker i den anden retning. Men hende har jeg set. Hun var god. Har aldrig set Blur.
22.14, Smølle: Jeg har en modvillig respekt for den kontrære indstilling hos dem, der insisterer på at sidde ned i rundkreds og kigge på dem, der vimser rundt om dem for at komme til, som om det er de mest urimelige og påtrængende typer i verden …
22.19, McGuire: Omringet af unge til Blur. “Det er ham fra Gorillaz, og de spiller KUN bangers!” At være til koncert med unge er som at spise tatar på Roskilde; det kan gå begge veje.
22.30, Køster: Blur går på til tiden. Damon Albarn ser glad ud. Trommeslager Dave Rowntree ligner altså mere og mere Reimer Bo, som årene går.
22.31, Smølle: Som halvbelæst type er det skønt at se et band – Blur – gå på scenen med ¾ af medlemmerne iført briller.
22.33, Anders: Blur indtager Orange. Storskærmen viser close-ups af Graham Coxon og Damon Albarn – begge med Olafur Eliasson-brille og skægstubbe. Min datter på 18: “Er det den samme person?”.
22.39, Smølle: ‘There’s No Other Way’ og ‘Popscene’. Jeg er officielt 21 igen. Det med bare at hoppe kommer pludselig så naturligt. Med enkelte pauser.
22.40, Nykjær: Det er skønt, når bands når dertil, hvor de ikke spiller deres gamle hits af pligt, men ser ud til have det sjovt med dem. Blur kaster ‘There’s No Other Way’ og ‘Popscene’ ud over Oranges virkelig veloplagte publikum.
22.41, Danni: Blur er på! Håber, Damon kører en bandintro, hvor han siger ”Reimar Bo på trommer og Joachim Löw på bas.”
22.45, Danni: Damon kalder Roskilde den bedste festival i verden. Han har nok ikke hørt om Orange Orbit.
22.45, Smølle: Vi er landet i bageste pit ved siden af en fyr, der er den ultimative sidemand til koncert. En totalt loved-up, blissed-out fætter i tyverne, der knuselsker Blur og Albarn og selskabet. Der deles rosé (hans), glowsticks (vores), smøger, kram og store, lykkelige smil. Osvald, hvis du læser med: Det var en fornøjelse og en ære.
22.49, Anders: Det er vist Graham Coxon, der har bestemt sætlisten. Masser af smadderguitar og distortion den første halve time. Tester publikums tålmodighed.
22.50, Nykjær: Hvis der er én kunstner, der ikke kommer til at sige “Copenhagen” fra scenen, er det Damon Albarn. Han og Roskilde er en mangeårig kærlighedshistorie, og han er ikke karrig med kærlighedserklæringerne. Vi labber det i os.
22.59, Nykjær: Blur spiller ‘The Narcisist’ fra deres kommende album. Det lyder som noget, der godt kunne have siddet på The Great Escape-albummet, men uden den fornemmelse af karrikatur, der fik det album til at kæntre. Nu glæder jeg mig endnu mere, til det lander om tre uger.
23.07, Danni: Åhr, Graham og ’Coffee and TV’. Den modvillige nørd, man har lyst til at putte i lommen og nusse i håret.
23.07, Køster: Forskellige mænd rundt omkring mig taler om, at de gerne vil være Damon Albarn.
23.15, Anders: Damon introducerer den ellers ikke just band-elskede ’Country House’ med et rant om, at den egentlig handlede om en kedelig og usympatisk mand (bandets ex-manager David Balfe), men med tiden har han fundet ud af, at den egentlig handler om ham selv: ”I’m a tragic figure”.
23.25, Anders: Damon Albarn er i flere gange i tårer over, hvor meget han elsker Roskilde – og til den fine, fine ’To The End’ er det en regulær gensidig kærlighedsstorm med kys og kram til forreste række. Jeg knuselsker fanme også den sang!
23.25, Danni: ‘To the End’ er bare en iturevet t-shirt og et smadret glas fra at være britpoppens Guldimund-sang.
23.29, Danni: Nykjær trækker et brunstigt “ååååååårh!” fra mellemgulvet, da ‘Sing’ går i gang. Jeg træder et lille skridt til siden.
23.29, Nykjær: Yes! Blur spiller ‘Sing’, den eminente støjsky fra Leisure-albummet. Og Trainspotting-soundtracket. Har aldrig hørt dem spille det nummer live før. Jeg er i himlen. Well, det har jeg egentlig været, siden de gik på. Det er helt fantastisk, det her.
23.43, Smølle: Jeg mangler ord for en trio som ‘Girls & Boys’, ‘Advert’ – åh, ‘Advert’! – og ‘Song 2’. Vores ven Damon er selv lidt ramt på ordene og virker – ikke for første gang – verbalt udfordret over modtagelsen her.
23.50, Danni: Giver det sidste af min stemme til ‘This Is a Low’. Efter den er alt alligevel sagt.
23.56, Smølle: Sidst, jeg så Blur på scenen her, spillede de ‘Tender’ som første nummer i 1999, og det var gråvejrskedeligt og trist. Nu er det rørende og et kald til kærlighed og forståelse. Vi skulle lige vende den. Da den rinder ud, bliver der bare sunget videre i mere eller mindre planlagt kanon. Det er et Øjeblik.
23.58, Nykjær: Så kom ‘Tender’. Med en grande finale. Blur går all-in på gospel.
23.59, Køster: Den koncert med Blur var alt det, vi havde brug for. En samlende oplevelse på Orange. Tre 20-årige knægte ved siden af mig er også helt færdige over det, selv om de måske ikke helt vil være Damon endnu. Orange Scene – og Blur – kan stadig.
00.08, Danni: Sådan en Blur-koncert minder mig om, hvor meget livsfilosofi jeg har suget fra popsange. På godt og ondt. “When the days just seem to fall through you, just let them go,” har eksempelvis kostet mig en del freelanceindtægter.
00.11, Smølle: Det er svært at sige meget andet, end at Blur var her – og er tilbage – for at gøre det med manér. Slutte med manér? Hvem ved. Om det var på gensyn eller farvel, det får vi se.
01.15, Danni: I bar overkrop danser Christine alene rundt på Orange i noget, der minder om en teaterskoles forladte prøvesal.
01.24, Danni: Googler sætliste på Christine and the Queens’ andre festivalkoncerter. Det bli’r ren performance, ingen hits. Fredag nat … Det virker supervigtigt, det han vil med krop og identitet, og jeg vil så gerne … men tid og sted duer ikke.
01.24, Nykjær: Christine and the Queens kører den helt artsy performancekunst-stil på Orange. Blogbroder Danni tjekker nylige sætlister, og der er ingen hits. Så meget har jeg ikke at investere i en koncert på det her tidspunkt af natten, jeg vil bare spoone konen til ‘Tilted’. Vi kaster håndklædet i ringen.
01.34, Smølle: Er stadig paf over Blurs koncert, og hvordan man kan gribe den slags an. Lad os sige det på den måde, at Christine and the Queens vælger en anden vej.
01.54, Danni: Kaostilstande ved trintrættet, hvor togene går på underlige tidspunkter, køer opstår og forsvinder uden forklaringer eller logik. Al kærlighed til den ro, Roskilde-crowden udviser.
02.39, Danni: Toget, der skulle gå 02.23 ruller ind på perronen. Det ironiske bifald fra menneskemængden er kun overgået af min DJØF-vens: “Det er første gang, nogen har klappet af et IC4-tog.”
Læs også:
https://bloggersbychoice.dk/roskilde-festival/rf23-snapshots-stroetanker-og-eurekamomenter-torsdag/
https://bloggersbychoice.dk/rf23/rf23-snapshots-stroetanker-og-eurekamomenter-fredag/
Bloggers By Choice 