Hverken trætte ben eller truende regnskyer kunne holde blog-holdet fra endnu et sidste raid rundt på Roskilde-pladsen. Dagen bød på store nationale højdepunkter, mindre åbenbaringer, trættende midtempo og de årligt tilbagevendende tanker om festivalens nutid og fremtid.
09.31, Nykjær: Vågner til lyden af regn på teltdugen. Himlen er grå som et nordengelsk arbejderkvarter. Lader til, at festivalens sidste dag bliver lidt en udholdenhedsdisciplin.
10.47, McGuire: Tjekker Soundvenue i toget på vej mod Roskilde. De har spurgt en række festivalgæster om, hvilken ‘legende’, festivalen bør booke næste år. Aisha på 22 svarer “One Direction”. Nogen burde vække Thomas Treo og fortælle ham, at han bare kan sove videre i dag.
11.32, McGuire: Forsøger at lokalisere ven i området omkring Food Court. “Jeg har en mørkegrøn Rains-jakke på,” skriver han. Omtrent så hjælpsomt som at skrive “Det er mig med gummistøvlerne, The War On Drugs t-shirten og det vellønnede statusjob i den danske mediebranche” nede på Gaia.
12.11, Danni: Læser reaktioner på Christine and the Queens. Nogle kalder det et kæmpe powermove og groundbreaking. Flere anmeldere gi’r to stjerner. Som min rummelige hustru sagde i går, da vi gik perplekse derfra: “Men det her er supervigtigt for nogle.” Sådan skal det være med kunst …
12.04, Nykjær: Der er nedpakningsblues på campingpladsen. Soundboksene spiller betydeligt lavere end på samme tidspunkt i går.
12.16, Nykjær: Flere rundvisningsgrupper står spredt ved indgangen bag Orange og lytter andægtigt til guiderne. Lørdag er festivalturistdag.
12.31, Fez: Solbriller ud, regnbukser ind. 16 grader, regn og en del vind. Rigtigt Roskildevejr!
12.43, Nykjær: Girls In Airports vugger dagen i gang på Gaia med virkelig velspillede, fritflydende jazz-improvisationer på keys, sax og slagtøj. Perfekt at zone lidt ud til, mens kroppen prøver at finde sig selv.
12.46, Fez: Spotter FCK-legenden Diego Tur på pladsen. Sidste gang, jeg så ham til en koncert, var da Garth Brooks spillede i Valbyhallen.
13.01, Fez: Dagens første instrument er en benju, en slags liggende banjo med et touch af sitar og drejelire. Ustad Noor Bakhsh er fra Balochistan-regionen mellem Pakistan og Iran. Han er også healer, og det kan mærkes. Heal mig, du Balochistans David Lindley!
13.07, Snab: Ankommer til stationen i Roskilde, andre forlader den. Forudser ”ALLE flygter fra regnen”-artikel hos EB om 5, 4, 3 …
13.07, Nykjær: Er klar til at gå i hvert fald et halvt gear op og finder Fulu Miziki på Eos. Et kollektiv fra Congo, der kun spiller på instrumenter lavet af skrald og genbrugsmaterialer. De får kogt nogle gedigne, repetitive grooves op, og de trætte festivalkroppe gør, hvad de kan for at følge med.
13.11, Danni: Engang missede jeg koncerter, fordi jeg faldt i huller. Nu misser jeg dem, fordi jeg leder efter LEGO-byggevejledninger. Bliver svært at nå jazz med Domi & JD Beck.
13.25, Fez: Ustad og hans makker er et perfekt Roskilde-moment; to pakistanske pensionister med instrumenter, de færreste kender, men fungerer som en billet til trance. I græsset oplever en eller anden sin Andreas Vollenweider-satori.
13.29, Nykjær: Crowden til Fulu Miziki vokser støt, mens de seks congolesere trækker en nærmest trodsig fest ud af deres plasticdunke, nedløbsrør, og hvad de ellers har sømmet fast til interimistiske træstativer. “Enjoy your body! Enjoy this moment! Be free!” lyder kommandoen igen og igen. Ja ja, ska’ nok!
13.46, Fez: Ældre hippie går uden for teltet for at ryge en joint. Diskret, hensynsfuldt. Noget er forandret på Roskilde siden 70’erne.
14.16, Snab: Flygter fra jazz.
14.27, Danni: På årligt strejftog på campingpladsen. Idéen med at rykke festivalen en dag fungerer stadig – ikke masseflugt i samme skala som på søndagene. Ikke engang i år, hvor regnskyerne truer. Forhutlede og trodsige sidder de der med deres dåseøl under skæve pavilloner.
14.30, Danni: Passerer to Tinderbox-iglotelte. At slå dem op hér er lidt som at stille sig på Richard Møller Nielsen-tribunen i en B1909-trøje.
14.37, Danni: Rammer Domi & JD Beck, som trækker fuldt telt på Gaia. Det virker til at være cookin’ derinde, og der er pondus og bas nok til, at bandet når ud. Og så er de sjove: “This is the first song we wrote. And our worst.”
15.13, Danni: Får en maté + vodka foræret af ven. Tynd te med sprut. Tre Boris Jeltsin’er herfra. Den ene, fordi den var gratis.
15.22, Køster. ”Tak for i år” står der på store orange bannere på Hovedbanegården. Øh, vi er altså kun lige på vej derudad.
15.23, Danni: Black Country, New Road har stået på scenen i 20 minutter. Ingen ved, om det er lydprøve. Jævnligt stikker de fingre i vejret. Er det en hjørnesparkskombination, eller prøver de at trække os offside?
15.25, Køster: Missede toget. Havde glemt mit rejsekort. Flot. Nu misser jeg helt sikkert også Black Country, New Road.
15.31, Danni: Bulletin tikker ind: Nogen har købt ind nede ved Rødder & Vin. Lyder sjovere end at vente på Black Country, New Road. Adjø.
15.35, Fez: Grace Ives danser barfodet med sig selv til beats fra en laptop. Hun får regnen lige i ansigtet på den åbne Eos-scene.
15.36, McGuire: Amerikanske Grace Ives danser rundt på en meget stor og tom scene, mens hun desperat forsøger at få gang i publikum på Eos. Jeg har ikke set nogen være på så hårdt arbejde siden lokummerne ved Arena efter sidste års tatar-episode …
15.38, Snab: Copenhagen-dong! Denne gang Grace Ives på Eos. Sjov type. Sikkert god at være ven med nede på den lokale bar. ”Karaokebaren?” spørger Fez udtryksløst.
15.41, Snab: Grace Ives fortæller, at hun frygtede at skulle optræde for nul mennesker og takker publikum. Typisk Roskilde, der er et publikum til alt. Vi orienterer os igen febrilsk i programmet og går nu efter lyn-advarselstegnet – det, der indikerer, at det her kan blive voldsomt, så pas på!
15.46, Nykjær: Regnen intensiveres. Nu kommer teltkoncerter i ekstra høj kurs. Afsted mod Weyes Blood på Avalon.
15.53, McGuire: Området omkring Apollo er blevet underligt trist, tomt og dødt. Er det her mon straffen for dén aften i Jägermeister-bussen i 2014?
16.01, Nykjær: Weyes Blood svæver engleagtigt ind på scenen i hvide gevandter og inviterer Avalon til at “seek shelter and get warm”. Det lyder som et godt tilbud.
16.07, Fez: Californisk skatepunk på Gaia. Militarie Gun lyder på forhånd lovende, men altså – en punksanger i Pink Floyd-T-shirt? Et knæfald for progrocken.
16.11, Snab: Nå, der var sgu ikke meget at advare mod til Militarie Gun på Gaia.
16.12, Snab: Amatør-regnvejr!
16.20, Køster: Ankommer til pladsen og falder i snak med gammel ven, der et godt stykke inde i samtalen fortæller mig, at Black Country, New Road VAR FORSINKET 15-20 MINUTTER. Stormer ned mod Arena.
16.25, Køster: Når det sidste af Black Country, New Roads sangsuite-indie. Virkelig fedt. Og vild historie med dem: De mistede deres sanger, men i stedet for at gå i opløsning skrev de helt nyt materiale og synger nu nærmest alle sammen.
16.25, Nykjær: “This is another slow think-about-your-whole-life-song” siger Weyes Blood, inden hun sætter gang i den langsomste sang i sættet so far. Hvilket ikke siger så lidt. Men det er smukt, og hendes stemme ligger et godt sted mellem Aimee Mann og Karen Carpenter.
16.31, McGuire: Albin Lee Meldau går på scenen i et halvfyldt Gloria. “Er der bara svenskere herinde?” spørger han på syngende gøteborgsk. “Jaaaaaai!” råber publikum. Som at komme hjem til Roskilde Festival anno 2005.
16.31, Nykjær: “So I guess it’s time for you guys to start moshing”, siger Weyes Blood selvironisk. Det her er et varmt bad af velkomponeret, 70’er-klingende folkpop – på det helt rigtige tidspunkt. Om fem-seks timer kunne man måske godt være blevet lidt rastløs af det.
16.34, Danni: ”Baaaa-baba-baaaaa”; min naturvin og jeg har et Beach Boys-moment uden for Avalon til Weyes Blood,.
16.43, Anders: Får Carpenters-vibes fra blide Weyes Blood i vådt vejr på Avalon … Rainy Days and Saturdays.
17.00, Anders: Træder ind til en intim og varm koncert med svenske Albin Lee Meldau, netop som han taler om Gud = Elvis, nærmere bestemt i hans 1968-inkarnation. Og så slår Meldau ellers an til ‘Unchained Melody’ med fuld schwung på vokalen. Wow!
17.00, McGuire: Albin Lee Meldau synger sokkerne af sit publikum med ‘Unchained Melody’. Hårene rejser sig, tårerne presser sig frem, maven slår knuder. Han lyder som en blanding af Elvis, Chris Stapleton og Cornerlis Vreeswijk. Svenskerne har fat i noget stort, godt og smukt her.
17.03, Anders: Albin Lee Meldau efter ‘Unchained Melody’: “Fan, det skulle jag inte ha gjort … Nu kommer alla mina egna sånger låta som skit!”
17.06, Fez: Tinariwen rammer Orange med rolig ørkenblues. Tuaregerne fra Mali er pakket ind i kjortler og hovedtørklæder. De har været her før og ved, hvordan man dealer med urinstøv.
17.07, Nykjær: Rygtet er løbet blandt blogholdet, at Albin Lee Meldau har gang i noget fantastisk på Gloria. Går ind, netop som Meldau har gang i en virkelig morsom tale om, at “der finns jävla många vackra ställar, hvor man absolut inte vill bo”. Hvorefter han sætter gang i en sang, hvor han nævner 30-40 byer i Sverige.
17.14, Nykjær: Albin Lee Meldau og hans kompis på guitar spiller den ene gudesmukke ballade efter den anden, adskilt af virkelig sjove introduktioner. Kan ikke gå fra det her. Pis, nu kommer jeg for sent til Caroline Polachek.
17.32, Smølle: På plads lige bag pitten hos Caroline Polachek. Et stigende antal bekymrede teknikere på scenen, det studerer det samme punkt ved siden af trommesættet. Lommelygter og gaffatape er fremme. Aldrig et godt tegn, men de universelle våben er i brug.
17:40, Køster: Tager de første minutter af Caroline Polachek på Arena. Hun virker som en skøn type, men hendes pop er lidt for fersk til mig. Videre.
17.46, Fez: ‘Welcome to the Island’ rusker Arena vågen. Caroline Polachek har fået memoet: Altid åbne med et hit (og det må gerne lyde som Katy Perry). Kort efter dedikerer hun en sang til den afdøde hyperpop-producer Sophie.
17.47, Smølle: Vi er i gang, og offensivt. ‘Bunny Is a Rider’ er hurtigt ude af startboksene. Polachek, der var meget pakket ind i dans og kunst, sidst jeg så hende, er helt anderledes afslappet og virker bare … glad.
17.51, Danni: Caroline Polachek bevæger sig rundt i noget, der ligner kulisser fra Dune. Sandfarver, bakkelandskab. Det giver flere rum på scenen og fungerer godt. Og mens de fleste solister er flankeret af musikere spredt lidt fraværende rundt på scenen, står de her samlet og i modlys, så de bliver figurative elementer. Skidegod idé.
17.51, Snab: Efter et stykke tid går det op for os, at der er storskærm til højre for Arena …
17.52, Smølle: ‘Sunset’ er så smuk og forelsket en sang med sin flamencolyd. Polacheks trådløse lyd på venstre arm er så weird. Det ligner en blodtryksmanchet.
17.56, Fez: Polachek ligner en popstjerne i sølvskinnende Barbarella-top og nederdel, men har slet ikke hits nok til at være popstjerne. Vi ender igen i en sump af middelgode midtempo sange. Jeg savner, ikke for første gang i år, Lorde. Og Robyn, ikke mindst Robyn, som har udstukket retningen for 10’ernes og 20’ernes elektroniske popkoncerter. Caroline P. er okay, og ‘So Hot You’re Hurting My Feelings’ trykker på de rigtige knapper.
18.02, Danni: ”Nårh, ja det er også en god sang … nårh ja, det er også en god sang … nårh ja …” Polachek-koncerten illustrerer fint, at hun har lavet et af årets hidtil bedste albums.
18.07, Snab: Publikum klapper i takt, bare ikke til den sang, der bliver spillet.
18.15, Nykjær: Bruger en del tid på at slange mig ind i det godt fyldte Arena. Det er det værd. Caroline Polachek er ren popeufori, og hun synger fantastisk.
18.17, Snab: Der er nogle få udenfor, der ikke snakker, men det er ikke mange. Der er ellers distraktioner nok – storskærm, toiletter, barer, mad. Og lyden er jo skide god uden for Arena. Men Caroline Polachek fanger simpelthen ikke. Igen er det mere en performance end noget andet, men også en performance med begrænsede virkemidler.
18.17, Smølle: Caroline Polachek har så krystalklar og lys en stemme, at den volder temmelig store kvaler for alle, der gerne vil synge med. Dig, der stod lige bagved mig: Det gælder ikke mindst dig.
18.18, McGuire: Klap(stol)hat
18.30, Snab: Roskilde, det er ikke dig, det er mig, jeg ved det godt. Jeg har set for meget, jeg magter ikke byfesten længere, og jeg bryder mig ikke om kommercialiseringen, for jeg har prøvet noget andet. Musikken er ikke indkøbt til mig, og jeg var sikkert også bare uheldig og traf nogle forkerte valg. Det er, som det er, af en masse forskellige årsager. Krisen i 08, de udenlandske gæster er væk, krav om indtjening og uddeling til humanitære formål, festival-konkurrencen er enorm, de store navnes egne turneer, subkulturerne er skrumpet, Brexit giver udfordringer, vi er stadig post-corona, vi kigger ikke længere per automatik mod UK og Sverige, hvis mange spændende navne, jeg personligt savnede osv. osv. Roskilde, du gør, som du skal ud fra de svære betingelser, du har, og jeg synes som gæst noget om resultatet og udviklingen. Det er fint, sådan skal det være. Vi ses næste år!
18.31, Snab: PS! Roskilde, måske er det også lidt dig. For kvaliteten i nogle af de her bookinger er simpelthen for sølle. Og der er måske også for få udfordringer af høj kvalitet og FOR meget pænhed, pop, dansk og mainstream, som kan ses til enhver byfest i landet. Du har i øvrigt også selv været med til at opgive subkulturerne og metalfolket, så ensartetheden på festivalen er både udpræget og slående. Men altså, vi ses næste år!
18:32, Køster: Er til Whitney på Avalon. Det er pragtfuldt. Groovepop, falsetsang, trompet – og trommesæt forrest på scenen. Det her skriger på en coverversion af ‘Easy’.
18:40, Køster: Whitney spiller en sang, der handler om at drikke for mange øl i Århus. Nummeret lyder umiddelbart rarere, end den oplevelse må have været.
18.47, Køster: Whitney er nogle brats, der nu to gange har sluttet deres sange på en umotiveret jazzakkord. Jeg elsker det.
18.57, Anders: Er smuttet fra Polachek ned til Whitney på Avalon. Har dog ikke store forventninger. De andre gange, jeg har set dem, har det været jævnt kedeligt.
19.00, Anders: Men altså Whitney kan jo virkelig spille, de har en solgylden californisk feel over sig – og en trommeslager som vokalist. Jeg begynder i smug at nyde det.
19.02, Danni: Hygger med Whitney, der kunne sidde og jamme med David Crosby til et poolparty i Laurel Canyon i 1970’erne. Men forventeligt lever de ikke op til deres gennembrudskoncert på Pavilion i 2016.
19.04, Nykjær: Whitney-frontmand Julian Ehrlich præsenterer bandet og nævner også lydmanden og tourmanageren. Det har været en trend på festivalen i år.
19.10, Smølle: Whitney er et band, jeg engang ville have kunnet lide, dengang jeg ivrigt købte Fleet Foxes’ tidligere album. Ikke i dag. Måske er det, fordi der er mere end et strejf af kristen rock over det.
19.12, Nykjær: Whitney slutter et fint sæt med den vidunderlige ‘No Woman’. Hvis man skulle lave en playliste med “stille bangere”, var den selvskrevet.
19.13, Danni: Efter introduktionen af begrebet ”stille banger” bemærker en af mine venner, at det var det, han og konen forsøgte i teltet i går efter Blur.
19.40, McGuire: Tobias Rahim er god, men det er en smule distraherende, at han konstant rager sig i skridtet. Er han mon bange for, at den falder af? Tro mig, sådan en kan holde til en del, min ven.
19.40, Nykjær: “Vil du knep’ eller være alive”? Der er 200 t-shirt-slogans i Tobias Rahims sange.
19.45, Danni: Elsker ‘Bums for eliten’ og dens rasende råb fra underklassen. Tydeligvis også nummeret, hvor eliten lige trækker i cocktailbaren.
19.53, Nykjær: Vi går direkte fra ‘Bums for eliten’ til ‘Når mænd græder’. Fra ilter samfundskritik til skrøbelig maskulinitet. Storskærmen indfanger Peter Mygind, der skråler med for fuld hals i pitten.
19.56, Smølle: Food Court lige nu burde være proppet til bristepunktet her til spisetid og med truende skyer udenfor. Her er nærmest øde. Stor mand-effekten.
20.02, Anders: “Jeg har behandlet dig som tag-selv / du ved, det der slik på Nørrebro, der koster alt for lidt …”. Tobias Rahims lyrik rammer sin målgruppe med varmesøgende præcision.
20.02, Nykjær: Har Tobias Rahim overhovedet nogen sange, der ikke er hits?
20.07, Køster. Dribler forbi Tobias Rahim på Orange. Den mand har fat i et eller andet. Dog stadig spøjst at se voksne mennesker svinge sig rundt i dans, mens de skråler “Luder i Dubai!!’. Men hey, det kører.
20.14, McGuire: Tobias Rahim lykkes med det, Orange Scene er sat i verden for: at samle publikum på tværs af alder, køn og musiksmag. Det er rørende, og man er fortrøstningsfuld på, hvis ikke festivalens, så i hvert fald ungdommens vegne. En god fornemmelse at gå hjem på. Men lidt mere rockmusik næste år ville sgu ikke skade.
20.23, Nykjær: Tobias Rahim dedikerer ‘Kurder i København’ til sin far. Og hylder alle andre, der har forladt fjerne hjemlande, for at deres børn kan være her i aften. Rahim VIL hele tiden noget med sine sange, og man har fornemmelsen af, at det hele hvert øjeblik kan blive lidt for meget for ham. Det er sjældent, man er til en popkoncert, der dirrer på den her måde. Og så i stadionstørrelse. Fantastisk popstjerne, vi har fået her.
20.24, Danni: Tænker på de kurdiske drenge, jeg voksede op med i rabarberkvarteret ude i provinsen. Har aldrig før overvejet, at dengang i 1990’erne, havde jeg masser af offentlige personer at spejle mig i. De havde ingen. Nu har om ikke andet deres børn Tobias Rahim. Repræsentation betyder noget.
20.26, Anders: Rahim får pladsen til at danse kurdisk kædedans med lillefinger-kobling til ‘Kurder i København’.
20.32, Danni: Rahim og band laver cover af reggaeton-hittet ’Gasolina’. Første covernummer for mig på Roskilde ’24.
20.37, Køster: “Hello, Roskilde. We’re Sorry”. Den joke duer i alle lande, og de britiske indierockere i Sorry er ikke kede af (ba-dum, tisj) at fyre den af i løbet af deres show på Gloria.
20.37, Nykjær: Andreas Odbjerg er (selvfølgelig) kommet ind til ‘Stor mand’, og det hele eksploderer. Igen. Rahim vil have hele publikum til at sætte sig ned. “Gi’ os den her oplevelse”, beder han. Kære Tobias, det er dig, der giver os den. En menneskemængde på størrelse med indbyggertallet i Randers springer op synkront. Monster Roskilde-moment!
20.37, Anders: Fuck altså, jeg mærker det knage smertefuldt i menisken, da Rahim vil ha’ os ned at sidde. #51år
20.44, Danni: Ung mand kaster sig på den våde jord og laver ormen til ’Flyvende Faduma’.
20.44, Smølle: Føler mig lidt tabt en tidslomme til Sorry – det kunne lige så godt være for 30 år siden. Man står og ser britisk guitarpop på den mindste scene, mens topnavnet er på Orange. Det er bare Tobias Rahim nu, ikke D-A-D. Dengang var den britiske guitarpop så til gengæld Blur.
20.57, Køster. Sorry bliver bedre og bedre (men er stadig Sorry, sorry).
21.07, Køster. Sorry-sanger Asha Lorenz’ kejtede vokal veksler med pludselige udladninger af indestængt, kridhvid britisk indieenergi. Forstår ikke helt, hvad de vil med deres tech wizard, der står i baggrunden og fyrer en masse lydeffekter af, men han er måske ikke med på næste turné?
21.23, Anders: Kommer tilfældigvis forbi Gaia, hvor de to brødre i TootArd har fyret op under en vild fest. Som på en natklub i Beirut i 1986. Forestiller jeg mig. Arabisk disko møder 80’er-italopop i en heftig house-opdatering – en virkelig fængende, hjemmelavet dansebombe!
21.27, Smølle: Sorry er openly indie, og det er velgørende, og lige hvad Gloria fungerer så godt til. ‘Right Round the Clock’, ‘Key to the City’, ‘Starstruck’ kommer, og egentlig virker de klar til at gå, men “én sang tilbage” får vi i flere omgange, og til sidst også et par ekstranumre og et stort, glad smil fra deres ellers professionelt tvære sanger.
21.31, Danni: Køber en veggie-toast af spejderne ved Apollo. Billigt og nemt valg. Som ikke smager af noget. To råbåndsknob herfra.
21:31, Køster: Sorry blev endestationen for mig. Sorry. Eller, not Sorry! Det har været en fin festival. Måske ikke et vintageår, men mindre kan også gøre det. Ses til #rf24!
21.35, Anders: “This is Syrian shepherd style!” råber en af TootArd-brødrene fra Golanhøjderne. Teltet koger! Det er én af de tre bedste fester på festivalen i år.
21.43, Danni: Jesper Binzer står og sludrer muntert ved madboder tæt ved Apollo. Mon han har haft sin sidste optræden på Roskilde? Er ikke fan, men en 40-års jubilæumskoncert i 2026 kunne nok noget.
22.04, Danni: Spraglet laktøj og snurrig elektronika. Store smil og politiske knivstik. Charlotte Adigéry og Bolis Pupul charmerer fra første minut.
22.08, Nykjær: Charlotte Adigéry og Bolis Pupul er fra Gent i Belgien, og deres lyd passer lige ind i bysbørnene Soulwax’s dj-sæt. De får hurtigt mængden foran Eos til at vokse.
22.16, Anders: Adigéry & Pupul er virkelig skarpe i deres minimalistiske, men også ret fængende udtryk – og Charlotte Adigéry ligner én, der er klar til at kaste sig ind i kønskampen i sit blomstrede jumpsuit med bandager om knæene.
22.35, Smølle: Den store selvoplevede protestsang af Adigéry – ‘It Hit Me’. Reelt hele essensen af #MeToo sat til et røvlækkert beat. Det er mørkt nok, og Eos er pludselig meget bedre, når man ikke er opmærksom på det store, spraglede område om scenen.
23.15, Nykjær: Lizzo og hendes dansere er klædt i sort lak og ryster røv langt ind i næste uge. Hele showet er en hyldest til alle typer krop. Og til LGBTQ+-miljøet. Til alle, der måske indimellem kan have brug for lidt hjælp til at elske sig selv.
23.24, Danni: Tænker i toget. Har set flere hudfarver end før, flere queers end før, runde maver dækket af Copenhell-t-shirts side om side med croptops over flade solariebrune maver. Er vild med, at Roskilde Festival er trådt ind i en fragmenteret og flydende tid. Men til næste år: Flere navne, som også i deres opstilling på scenen dyrker kollektivet fremfor individet, og stik Orange Orbit op, hvor end ikke Tobias Rahim skinner.
23.29, Smølle: “Black women made rock’n’roll, man” – Lizzo lader Tina Turner rulle forrest ned over skærmen og får den fortjente ros.
23.33, Nykjær: Det kan ikke tilrådes at spille “Bitch-dong” til Lizzos koncert.
23.37, Smølle: Det kan ikke være alle foran Orange, der oplevede gonzo-Lizzo i 2019 (og det føles længere siden). Det her er Vegas-Lizzo. Det er inspirerende citater om selvværd, og det er et enormt band på kæmpebudget. Men det føles stadig helt igennem bare som Lizzo. Og hendes Liz-bians, bandet, er strålende.
23.30, Danni: Tivoli skyder fyrværkeri af, lige da jeg træder ud af Hovedbanegården. Ok, det har været en god festival, og bloggen har været i form. Men det havde de altså ikke behøvet.
23.43, Nykjær: Lizzo signerer studenterhuer, spørger til flagene på pladsen og får sågar tilbud om ægteskab (hun er ikke afvisende). Hun har dialog med publikum, som var vi på et lille spillested. Til sidst lykkes hun med at sende en bølge hele vejen ned til bageste række og tilbage igen.
23.50, Smølle: Jeg er dog for kynisk til at sætte pris på Coldplay-covers. Jeg er Gen X. Jeg kan ikke gøre for det.
23.52, Smølle: Lizzo glæder sig over at være vågnet op i dag i the beautiful city of Denmark, hvilket er et nyt twist. Hun undskylder sig straks med at være amerikaner og er i sagens natur tilgivet.
00.08, Smølle: Det må være første gang, der synges ‘Happy Birthday’ fra Orange to dage i træk.
00.13, Nykjær: Lizzo runder fem kvarters forrygende underholdning af med disco-perlen ‘It’s About Damn Time’. Betydelig mere vellykket lukning af Orange end The Strokes sidste år.
00.29, Smølle: Jeg står uden for Apollo og tisser, da jeg pludselig er ved at drukne i røg fra røgmaskinen indenfor. Tid at kigge ind hos Pertubator og se, hvad der larmer sådan. Det er industrial darkwave af den gamle skole med et stort, vredt neonpentagram over scenen. Det er en smule komisk og ekstremt charmerende.
00,48, Nykjær: Man behøver ikke være EB-journalist for at skrive, at der er vanvittige scener ved Arena et kvarter før Ukendt Kunstner. Et par hundrede meter før teltet er det nærmest umuligt at trænge igennem menneskemængden. Mange er klatret op på toiletvognenes tage i håb om at kunne se lidt. Det ligner tog i Indien.
00.55, Smølle: Av – rapper og aktivist Mykki Blanco er på en uriaspost på nu kolde og forblæste Eos. Der er igen nærmest ingen til stede, og endnu færre interesserede i en tirade om, at mandschauvisme er skyld i klimaforandringer.
01.02, Anders: Ny RF23-rekord på antallet af mobiler rettet mod scenen, da Ukendt Kunstner går på.
01.06, Nykjær: “Dansktop, ligesom Birthe Kjær” rapper Ukendt Kunstner et par hundrede meter væk. Og de er mere top, end Roskilde havde kalkuleret med. Jeg opgiver at komme nærmere den her koncert, men det er også ok. Nogle gange skal man lade kids’ne have deres fest i fred. Tak for i år, Roskilde – det var endnu engang en udsøgt fornøjelse, men jeg havde heller ikke forventet andet. Vi ses i ‘24.
01.12, Anders: Hans Philip er på overarbejde som eneste frontfigur overfor et sultent Arena. Men indtil videre fodrer han bæstet overbevisende med en vild energi, et stærkt flow og maniske løb på tværs af scenen.
01.21, Anders: “Det er os, der har nøglerne, Roskilde. Den her fest slutter aldrig!” Helt fair, Hans Philip. Kør bare løs – men min festival nummer 36 slutter her. Jeg er færdig. Tak som pokker for i år!
01.27, Smølle: Sidste stop er First Hate, som jeg selv har lidt industrielle forventninger til. De er dog tættere på Erasure end Nitzer Ebb, hvis vi skal sammenligne med Mute-bands med udspring i firserne.
01.34, Smølle: Av, Anton Falcks hofter er noget mere velsmurte end éns egne efter en lille festivaluge.
01.46, Smølle: Emma Acs og Evil House Party dukker op, overtager First Hates scene et stykke tid og er ikke nærige med kompressorhornet. Ikke nærige nok, dog.
02.24, Smølle: Det er stort anlagt, hvad First Hate har med. Nu er der danceoff med Debbie Sings. Og ‘Trojan Horse’, der er alt hvad jeg håbede – truende, rugende, mørk, helt forrygende.
02.43, Smølle: ‘The One’ lukker, og på en måde kommer den og First Hates sæt til at symbolisere rigtig meget ved årets festival; det var ret godt, og så ikke så godt og lidt forvirrende, og pludselig rigtig stort i glimt.
Læs også:
https://bloggersbychoice.dk/rf23/rf23-snapshots-stroetanker-og-eurekamomenter-fredag/
https://bloggersbychoice.dk/roskilde-festival/rf23-snapshots-stroetanker-og-eurekamomenter-torsdag/
https://bloggersbychoice.dk/roskilde-festival/rf23-snapshots-stroetanker-og-eurekamomenter-onsdag/
Bloggers By Choice 